Tusindvis af husstande er lørdag ramt af strømafbrydelse i Norge og Sverige.

Afbrydelsen skyldes et voldsomt stormvejr, der har ramt landene.

I Sverige er halvdelen af landet ramt af stormvejret. Det har også betydet, at mindst 40.000 elkunder er ramt af strømafbrydelse, skriver nyhedsbureauet TT.

Tusindvis af træer er væltet i stormen, meddeler det svenske vejdirektorat, Trafikverket.

Mange af dem er væltet ned over elledninger og kontaktledninger.

Træerne ligger hen over de svenske veje og skaber køer rundt om i landet, også på nogle af hovedvejene.

- Situationen er anstrengt. Det, der adskiller sig fra, hvordan det plejer at være i stormvejr, er, at der har været meget mange væltede træer på hovedveje og europaveje, siger Elin Sarfati fra Trafikverkets pressetjeneste.

Trafikverket opfordrer bilister til ikke at begive sig ud i trafikken.

- Desværre er der meget trafik ude. Det forværrer situationen yderligere, fordi de væltede træer har stor indvirkning på trafikafviklingen. Risikoen er, at når man holder stille et sted, kan man også få træer ned over sig, mens man sidder i bilen, siger Elin Sarfati til TT.

I Järvsö blev en person klemt fast under et tag, der var faldet ned. Vedkommende er bragt på hospitalet.

I Sundsvall på den svenske østkyst er dele af et tag på et hotel blæst af, skriver Aftonbladet.

Ved skisportsstedet Kungsberget i Sandviken nær Stockholm blev en mand klemt fast under et væltet træ. Han omkom af sine kvæstelser.

Et lokalt medie skriver, at redningstjenester og en ambulance er på stedet.

Vejret har også medført trafikale problemer og aflyste færgeafgange.

I Gävle nord for Stockholm er den berømte Gävlebukken bukket under i det voldsomme vejr og er væltet.

Gävlebukken er en stor julebuk af halm, der hvert år opstilles på Slottstorget i Gävle i forbindelse med julen.

Stormen, der har ramt Sverige og Norge, har fået navnet Johannes.

I Sverige blev der lørdag morgen målt vindstød af orkanstyrke på op til 41 meter i sekundet.

Her førte uvejret til, at togtrafikken blev indstillet mellem Bräcke og Storlien.

Det betyder, at der ikke kører tog til Östersund og Åre, som begge er populære skisportsdestinationer.

Uvejret ventes at vare ved det meste af lørdagen.

/ritzau/TT