Smogskyerne hang over Den Himmelske Freds Plads i Beijing, da tusindvis af løbere søndag morgen lokal tid kunne begive sig ud på ruten i Beijing Marathon efter to aflyste udgaver af løbet.

26.000 havde meldt sig til at løbe de 42,195 kilometer på trods af en række coronarestriktioner.

Således skulle de lade sig pcr-teste i tre dage op til løbet. De måtte heller ikke forlade den kinesiske hovedstad i syv dage.

Imens det coronaprægede maraton løber af stablen, har Kina søndag offentliggjort det hidtil højeste coronatal i seks måneder.

Der blev fra myndighederne meldt om 4610 nye tilfælde lørdag. 588 havde symptomer, mens 4022 var asymptomatiske.

Globalt er det et ekstremt lavt tal.

Men på trods af at verden nærmer sig det tredje år i pandemien, holder Kina fortsat fast i meget strenge restriktioner i områder, hvor der er coronaudbrud.

Det involverer nedlukninger, karantæner, massetests og meget færre tilrejsende.

Kina adskiller sig dermed fra mange andre lande.

Men fra myndighederne lød det lørdag, at strategien virker.

Kinas restriktioner er »helt rigtige og de mest effektive både økonomisk og generelt set«, sagde Hu Xiang, som er en embedsmand, der arbejder med sygdomskontrol.

»Vi skal holde fast i princippet om, at folk og menneskeliv har topprioritet,« sagde Hu Xiang.

Dermed er der formentlig en del investorer, som er blevet skuffede.

Kinesiske aktier steg nemlig for nylig, da der var rygter om, at covid-restriktioner kunne være på vej til at blive lempet. I nogle medier blev der meldt om mindre politiske ændringer.

Men mange analytikere regner ikke med større ændringer før Kinas parlaments årlige møde i marts.

Investeringsbanken Goldman Sachs skriver, at lørdagens udmelding viser, at »regeringen stadig holder sig til nul corona-politikken, indtil alle forberedelser er blevet gjort færdige. Det kan stadig tage nogle måneder, tror vi«.

Deres forventning er en mulig åbning i kvartalet april-juni.

/ritzau/Reuters

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.