Tusindvis er samlet for at tage afsked med Slagteren fra Bosnien
Mandag begraves den dømte krigsforbryder Ratko Mladic i Serbiens hovedstad, Beograd.
Mandag begraves den dømte krigsforbryder Ratko Mladic i Serbiens hovedstad, Beograd.
Tusindvis af mennesker er mandag samlet i Serbiens hovedstad, Beograd, for at tage afsked med den dømte krigsforbryder Ratko Mladic, der var de bosniske serberes hærfører under Srebrenica-massakren i 1995.
Det skriver AFP.
Ratko Mladic, der havde tilnavnet "Slagteren fra Bosnien", blev 84 år og døde 27. august 2026, mens han afsonede en livstidsdom i Haag i Holland for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Forbrydelserne blev begået under borgerkrigen i det daværende Jugoslavien fra 1992 til 1995.
Mandagens begravelse har skabt stor intern splittelse i Serbien og mødt international kritik.
Kort efter dødsfaldet meddelte Serbiens justitsminister, Nenad Vujic, at man ville arrangere en begravelse for Ratko Mladic, hvor han ville "modtage al den militære og statslige hæder, som han er berettiget til".
Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, måtte dog efterfølgende nedtone disse udmeldinger og understrege, at man ikke ønskede at hylde Mladic.
Ceremonien skulle derimod gennemføres for at ære familiens ønsker.
RITZAU