Tusinder har anmeldt overgreb mod uledsagede migrantbørn i USA

De amerikanske myndigheder har siden 2014 modtaget næsten 6000 anmeldelser om overgreb mod migrantbørn.

Næsten 6000 tilfælde af seksuelle overgreb mod uledsagede mindreårige flygtninge og migranter er blevet anmeldt til de amerikanske myndigheder siden 2014.

Det skriver det politiske medie Axios på baggrund af opgørelser fra det amerikanske sundhedsvæsen og justitsministerium.

Migrantbørn, der kommer til USA uden forældre eller nære slægtninge, bliver i udgangspunktet placeret i opsamlingslejre, hvor de er under opsyn, mens deres sag behandles af myndighederne.

Og ifølge flere af anmeldelserne er der tale om et væld af episoder, hvor ansatte i disse lejre har forgrebet sig på lejrenes børn.

Andre anmeldelser beskriver også tilfælde, hvor børnene, der er i næsten alle aldre, mishandler andre børn i lejrene.

Det er det demokratiske kongresmedlem Ted Deutch, der har videregivet tallene til Axios efter en høring om genhusning af flygtninge og migranter.

»Disse dokumenter viser tydeligt, at administrationen ikke er i stand til at beskytte de børn, der er i myndighedernes varetægt,« siger Deutch til Axios.

Høringen i Kongressen handlede især om Trump-administrationens beslutning om at adskille børn og forældre ved grænsen.

Caitlyn Oakland, talsmand for sundhedsministeriet, understreger i en udtalelse, at mindreåriges sikkerhed er deres største bekymring, og at man grundigt tjekker ansattes baggrund.

»Det er skrøbelige børn i svære omstændigheder. Når vi hører om mistanker om overgreb eller mishandling, bliver det undersøgt med det samme,« siger hun.

Ministeriet, der har det øverste ansvar for genhusning og kontrol med de faciliteter, hvor de mindreårige bor, understreger, at enhver mistanke eller anmeldelse fører til øjeblikkelig forflyttelse eller fyring, indtil en afklaring er på plads.

Flere af anmeldelserne har ført til fyringer, lyder det.

/ritzau/