Mens israelske kampvogne og fly fortsætter angrebene i den nordlige del af Gazastriben, er tusindvis af mennesker lørdag aften gået på gaden i Israel.

De kræver, at regeringen gør mere for at få gidslerne hjem.

Og de vil have et nyvalg nu.

De anklager den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, for at være skyld i, at de indirekte forhandlinger med den islamistiske Hamas-bevægelse i Gazastriben ikke skrider fremad.

Noa Argamani, som var gidsel hos Hamas, men blev for tre uger siden befriet under en israelsk militæroperation, talte til mængden via et videolink.

- Selv om jeg er hjemme igen, må vi ikke glemme de gidsler, der stadig holdes fanget af Hamas. Og vi skal gøre alt for at få dem hjem igen, siger hun.

Demonstranterne mener, at Netanyahu i højere grad tager hensyn til sine stærk religiøse og højreorienterede koalitionspartnere.

Demonstrationerne er på det seneste vokset markant.

Ved den største af lørdagens protester, der fandt sted i det centrale Tel Aviv, råbte deltagerne "Valg nu!".

- Netanyahu saboterer på kynisk vis hver eneste aftale, selv om han ved, at gidslerne i Gazas tunneler udsættes for tortur og drab, siger den pensionerede general Noam Tibon, der talte ved demonstrationen i Tel Aviv.

Tidligere lørdag meddelte et højtstående medlem af Hamas, at der ingen fremskridt er i forhandlingerne med Israel om en våbenhvile og frigivelse af gidsler.

Begge sider beskylder hinanden for dødvandet.

Hamas kræver, at en aftale skal afslutte krigen og føre til fuld israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben.

Israel vil kun acceptere midlertidige pauser i kampene, indtil målet om at udrydde Hamas fuldkommen er nået.

/ritzau/dpa