Tusinder af frysende og bange borgere venter i Aleppo

I to dage har det ikke været muligt at evakuere civile fra syrisk by, men Røde Kors håber det sker søndag.

En syirsk dreng på vej gennem ruinerne af en ødelagt bygning i Dahret Awad i Aleppo Fold sammen
Læs mere
Foto: YOUSSEF KARWASHAN

Den Internationale Røde Kors Komite (ICRC) håber at kunne genoptage evakueringerne af civile fra det østlige Aleppo søndag.

Det siger en talskvinde for organisationen.

- Vi gør os klar til at genoptage evakueringerne af folk fra det østlige Aleppo, og forhåbentlig kan det ske i løbet af morgenen, siger hun.

Evakueringerne af de mange tusinde civile gik i stå i løbet af fredagen. Det var tilsyneladende uenighed om, hvordan man kunne evakuere sårede fra to mindre shiamuslimske byer i området, der fik forhandlingerne til at trække i langdrag.

Røde Kors appellerer til den syriske regeringshær og oprørerne til hurtigt at nå til enighed om en plan. Og samtidig skal de enes om "solide" sikkerhedsgarantier for de mennesker, der lader sig evakuere.

Torsdag og fredag blev der skudt mod nogle af de buskolonner, der forlod Aleppo med civile.

Mange tusinde frysende og bange mennesker er tilbage i det østlige Aleppo og venter på, hvad der nu skal ske. Blandt dem er mange kvinder og børn, syge og sårede, konstaterer ICRC.

Det østlige Aleppo har under det meste af krigen i Syrien været under oprørernes kontrol. Men den syriske hær og allierede militser er senest trængt ind i bydelen og kontrollerer nu området.

Inden da blev det østlige Aleppo gennem flere måneder heftigt bombet af syriske og russiske fly.

Medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd vil søndag stemme om et fransk forslag om at sende observatører til den borgerkrigshærgede syriske by Aleppo.

FN's observatører skal i givet fald overvåge evakueringen af de civile, der stadig befinder sig i byen.

Mødet i Sikkerhedsrådet vil finde sted klokken 16 dansk tid, hvor medlemmerne skal tage stilling til resolutionen, selv om forslaget møder modstand fra Rusland.

Rusland er allieret med det syriske styre og har vetoret i FN's Sikkerhedsråd.

/ritzau/Reuters