Turisterne er smittebomber: Coronakurven i danskernes ferieparadis er skudt i vejret som en bjergtop

Fester og forsamlinger har været en medvirkende årsag til, at smittetallene i Spanien i juli er steget vildt, siger Berlingskes korrespondent i Barcelona. Samtidig melder Italien om nye restriktioner.

I Spanien taler man om at »lave sin august«, hvor man over sommeren ruster sig økonomisk til senere på året. Det bliver sværere for Spanien i år, for der er ikke nær så mange turister som normalt. Derfor er politikerne vævende over for at lave restriktioner for turisterne, lyder det fra Berlingskes korrespondent. Arkivfoto: Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I løbet af juli er coronasmitten i danskernes foretrukne feriemål, Spanien, steget kraftigt.

Blandt andelen af danskere, der mener, at de er blevet smittet i udlandet, mener langt de fleste, at Spanien er stedet, hvor det er sket.

Og i landet er det nu ved at gå op for mange, at de ikke er ude af pandemien endnu. Heller ikke selvom landets sundhedsminister fredag siger, at antallet af nye covid-19-tilfælde er faldende på nationalt plan.

Det siger Berlingskes korrespondent i Sydeuropa, Martin Tønner, som bor i Barcelona.

Hvordan ser spanierne på situationen?

»Det kommer lidt an på, hvem man spørger,« siger Martin Tønner:

»I sundhedsvæsenet begyndte man for flere uger siden at advare om det her. Selvom det primært var de unge, der blev smittet, kunne det føre til et pres på hospitalet.«

Vævende politikere

Med politikerne er det imidlertid mere komplekst, fortæller han. I maj besluttede den spanske regering at ophæve syv måneder med nødretstilstand, som har været den juridiske baggrund for, at man kunne lave restriktioner. Dermed bortfaldt også udgangsforbuddet i blandt andet Barcelona.

»I begyndelsen af maj var der regionalvalg i Madrid, hvor den iberiske Trump, som jeg har kaldt Isabel Díaz Ayuso, gik til valg på, at man skulle have lov til at drikke øl og gå på restaurant. Hun fik et fantastisk valg, og det blev et signal til de andre politikere om, at de virkelig skal passe på,« siger Martin Tønner.

For gruppen, der for alvor bærer epidemien frem i landet, fornemmer Martin Tønner imidlertid, at realiteterne er begyndt at dæmre. Den gruppe består i overvejende grad af de unge. Hos dem er der kommet en grad af selvbevidsthed.

»Vi har set kurverne stige helt vildt stejlt, og min fornemmelse er, at folk er stoppet op og tænker, at det går for vildt for sig, og at man nok lige skal slappe lidt af,« siger han:

»Det er Catalonien, der har ført an i indførelsen af restriktioner, og her er kurven faktisk knækket nu. Det går faktisk relativt hurtigt den rigtige vej med incidensen. Imidlertid er belægningen på intensivafdelingerne på tre dage steget med 43 procent.«

Bange for at røre turisterne

Berlingskes korrespondent fortæller, at skønt nogle områder i landet overvejer restriktioner, er der ikke forlydender om at begrænse turisternes færden. Det tør man simpelthen ikke.

»Der har ikke på noget tidspunkt været tale om at begrænse indrejse i Spanien. Portugiserne gjorde det, men i Spanien er det 12-13 procent af BNP, der bliver genereret af turisme,« siger han.

På den anden side af Middelhavet har Italien indført krav om negativ test eller vaccinationspas ved besøg på restauranter. Det er ikke på tale i Spanien. Man er bange for at skræmme turisterne væk.

»Coronapas er ikke noget, man arbejder med her i Spanien. Det kan man undre sig lidt over. Galicien har haft lidt snak om at indføre særlige regler for folk, som er vaccineret, men ellers er der ikke,« siger han.

LÆS MERE