Turister evakueret efter skovbrand på græsk ø

Hundreder af turister og lokale blev torsdag evakueret fra den græske ø Skiathos, da en skovbrand kom ud af kontrol.

Hundreder af turister og lokale indbyggere blev torsdag evakueret fra hoteller og boliger, da en skovbrand kom ud af kontrol på den græske ø Skiathos, rapporterer det græske nyhedsbureau ANA.

Branden startede torsdag morgen og bredte sig hurtigt på grund af de høje temperaturer og kraftig vind.

Indbyggere i området ved Agia Pareskevi blev evakueret. Det samme gjorde turister fra to hoteller nær byen Troulou.

Over 30 brandfolk, syv brandbiler, fire fly og en helikopter deltog i slukningsarbejdet. Myndighederne på Skiathos har bedt om, at der bliver sendt forstrækninger fra hovedstaden Athen.

Grækenland har i de senere måneder været ramme om en række skovbrande på grund af det varme og tørre vejr.

/ritzau/