Tung techno hamrer afsted. De danser og råber på »revolution«: Kom med ind i et usædvanligt folkeoprør

Libanon har rejst sig i massive protester. Vrede og sammenstød med politiet ender i tunge technobeats. Berlingske har tilbragt 12 timer med demonstranterne.

Demonstrationerne i Libanon står på hver eneste dag fra om eftermiddagen til langt ud på natten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wael Hamzeh/EPA/Ritzau Scanpix

Klokken 10:00

Tina El Chaer har kun sovet tre timer. Fredag landede hun fra Holland, hvor den 25-årige libaneser bor og arbejder. Fra lufthavnen tog hun direkte til Martyrpladsen i Beiruts centrum for at stå midt i det folkelige oprør, hun er rejst hjem til Libanon for at deltage i.

»Jeg vil ikke gå glip af et sekund mere,« siger hun.

Hun står med et fedtet youghurt-bæger mellem fingerspidserne. »Hvor skal den her hen?« råber hun.

»Det er plastik,« råber en mand tilbage.

Hun protesterede hele natten, men er stået tidligt op for at tilslutte sig oprydningsholdet, der fjerner cigaretskodder, plastemballage og ødelagte vandpiber, så byens centrum igen står skarpt til nye store protester mod regeringen.

»Jeg er hjemme og rejser ikke tilbage, før libaneserne igen kan leve værdige liv.«

Tværs over Libanon har befolkningen rejst sig i massive protester. De har ét fælles mål: Regeringen skal gå af.

Tina El Chaer fulgte fra Holland oprøret minut for minut. Nu er hun rejst hjem til Libanon for selv at deltage. Fold sammen
Læs mere

Klokken 10:30

Imad og Jay har næsten mistet deres stemmer. I 10 dage har de overnattet i et telt i hjertet af Beirut. Nu har de sat sig til rette i hver deres festivalstol med dagens første cigaret. Over dem hænger massevis af A4-ark med klare budskaber. På ét af dem står der:

»Beklager ulejligheden. Vi har travlt med at ændre verden.«

Det var et forslag om at beskatte brugerne af landets mest populære kommunikationstjeneste, WhatsApp, samt tjenesterne Facebook Messenger og FaceTime, med 1,35 kroner om dagen, der sidste uge fik Libanon til at eksplodere. I ren panik trak regeringen omgående forslaget tilbage.

Men det var for sent. Katten var ude af sækken.

Libaneserne har meget at være vrede over. I årevis har de affundet sig med, at staten hverken kan sikre dem rent vand, velfungerende skole- og sundhedsvæsner eller pålidelig elektricitet. Regeringen har ikke råd, har undskyldningen lydt – men libaneserne er sikre på, at en betydelig del af statsbudgettet havner i politikernes egne lommer.

WhatsApp-skatten var dråben, der fik bægret til at flyde over. Og nu vil demonstranterne lamme landet, indtil de får deres vilje.

»Om aftenen fester vi og har det sjovt. Vi nyder revolutionen,« fortæller Jay hæst fra sin festivalstol:

»Men hver morgen må vi på arbejde igen: Vi blokerer vejene.«

Klokken 12:00

Demonstranterne nægter at flytte sig for mililæret og politiet. Fold sammen
Læs mere

Renyem står med korslagte arme og nidstirrer iskoldt de militærfolk, som forsøger at presse folkemængden væk fra vejen. Hun banker let på en soldats hjelm og trækker glasvisiret ned foran hans ansigt. Han lader sig ikke provokere.

I 10 dage har hun været en del af et skiftehold, der har blokeret en hovedvej mellem det østlige og vestlige Beirut.

Nu skal de væk, mener militæret. Men demonstranterne er mange og løber konstant om hjørner med soldaterne. De sætter sig ned på vejen, militæret løfter dem væk. Stemningen er trykket.

»Vejblokaderne er vores vigtigste våben,« siger Renyem.

»De rammer økonomien, og dét er det eneste, som regeringen går op i.«

Landet over foregår dette tovtrækkeri på de store hovedveje. Demonstranterne forsøger at lamme Libanon. Militæret forsøger at holde vejene åbne, så hverdagen kan vende tilbage.

Klokken 16:00

I Beiruts centrum ligger en ikonisk ruin: Ægget – en oval biografbygning, der aldrig blev færdig, inden borgerkrigen brød ud i 1975.

Normalt er den halvfærdige betonkonstruktion lukket land for borgerne. Men under demonstrationerne er afspærringerne blevet smadret. Nu fungerer Æggets indre som et stort forsamlingshus. I dag diskuteres igen, om demonstranterne bør tage skrappere i brug for at vælte regeringen.

60-årige Hannah er stålsat: Ingen vold. Protesterne skal forblive fredelige, håber hun. Hun boede som ung under borgerkrigen tæt op ad Den Grønne Linje – frontlinjen mellem Øst- og Vestbeirut.

»Det må ikke blive sådan igen. Jeg er blevet bedstemor, og mine børn og børnebørn må ikke vokse op i en ny krig.«

Tony på 28 sidder ikke så langt fra hende. Han har været med til demonstrationerne hver dag – lige siden den første dag, hvor vrede demonstranter i bare maver drønende gennem byen på motorcykler, satte ild til skraldespande og smadrede ruderne i downtowns dyre bygninger. Siden har det generelt været mere festligt og fredeligt.

»Den aggressivitet fra den første dag har vi brug for igen. Ellers går det hele i sig selv,« siger han.

Ægget – en oval biografbygning, der aldrig blev færdig, inden borgerkrigen brød ud i 1975 – er nu blevet samlingssted for demonstranterne. Fold sammen
Læs mere

Klokken 17:00

I Beddawi i det nordlige Libanon affyrer hærens soldater for første gang skud mod demonstranterne. Hæren hævder, at der er tale om gummikugler, demonstranter siger, de skød med skarpt.Mindst fem personer bliver såret.

Hærens rolle er konstant til debat. Beskytter de demonstranterne mod regeringstro bøller, der vil angribe protesterne? Eller er det blot spørgsmål om tid, før de hårdhændet stopper protesterne – som nu i Beddawi?

Samtidig i Beirut ankommer en stor gruppe demonstranter til centrum, og Martyrpladsen fyldes op.

Klokken 18.00:

Højtalerne slukkes, og kampråbene forstummer med ét. Fra minareten på moskeen bliver der kaldt til bøn. Selv om det ikke kun er muslimer, der står foran moskeen, er alle stille. Så snart muezzinens stemme toner bort, bryder forsamlingen ud i landets nationalsang.

Shiamuslimer, sunnimuslimer, kristne maronitter og drusere, som slog hinanden ihjel under borgerkrigen, er nu samlet i samme kamp. Fra den shiamuslimske Hizbollah-højborg, Tyre, i Sydlibanon til den fattige sunnimuslimske storby Tripoli i nord.

Dét er i sig selv et angreb på hele det sekteriske politiske fundament, som det moderne Libanon bygger på: Et kompliceret system, som siden borgerkrigen har sikret, at magten deles ligeligt mellem kristne og muslimer. Præsidenten skal altid være kristen og premierministeren være sunnimuslim. Parlamentets sæder skal fordeles mellem partier, der tilhører 11 forskellige religiøse sekter. Selv politibetjente ansættes efter deres religiøse tilhørsforhold.

Den sekteriske opdeling af befolkningen bliver nu udfordret. Et af protesternes populære kampråb lyder »alle betyder betyder alle« – altså; demonstranterne frikender ingen, heller ikke lederne af deres egne religiøse grupper.

Når mørket falder på, udvikler demonstrationerne sig til en fest. Fold sammen
Læs mere
Foto: NABIL MOUNZER.

Klokken 22:00

En lille, hvid varevogn med store højtalere på taget ruller ind på Martyrpladsen. Music House Service, står der skrevet på siden. Normalt spiller de til bryllupper. Her til aften brager arabiske evergreens ud over folkemængden, der svarer tilbage med taktfaste klapsalver og dans.

Et andet sted på pladsen lyder tunge techno-beats. »THAWRA, THAWRA, THAWRA« – »Revolution« – råber en større gruppe unge mennesker ind over beatet.

Når mørket falder på, bliver fest og oprør blandet sammen. Sådan går det hver aften.

Men kan man vælte en regering med en fest?

24-årige Sally er ikke sikker. Hun er egentlig selv taget til fest, men:

»Jeg så hellere, at folk blev på gaden og protesterede.«

Hvis demonstrationerne bliver for festlige, frygter hun, at det bliver for nemt for regeringen at trække på skuldrene af dem.

Den frygt deles ikke af 22-årige Marcelle Asal.

»Vi er glade. Vi er ved at komme af med vores regering, så hvorfor skal vi se vrede ud?« spørger hun, mens hendes venner mixer drinks.

»Det her er den libanesiske måde at revolutionere på.«