Tunesiske organisationer vinder Nobels Fredspris

Nobelkomitéen har offentliggjort dette års modtager af Nobels Fredspris.

Foto: FETHI BELAID

Det bliver fire tunesiske organisationer, der går under det fælles navn National Dialogue Quartet, der modtager dette års Nobels Fredspris.

Det annoncerede Det Norske Nobelinstitut i Oslo fredag formiddag kort efter klokken 11.

Organisationerne spillede en central rolle med at skabe fredelig dialog i Tunesien under Det Arabiske Forår i 2011, forklarede Kaci Kullmann Five, lederen af den norske Nobelkomité.

»Kvartetten er en inspiration for alle, der ønsker at fremme fred og demokrati i Mellemøsten,« sagde hun.

»De viser, at samarbejde mellem islamister og politiske grupper er mulig,« tilføjede Kaci Kullmann Five.

Organisationerne gik sammen i sommeren 2013, hvor demokratiseringsprocessen i Tunesien efter Det Arabiske Forår i 2011 var ved at kollapse.

Nobels Fredspris går til organisationerne, fordi de sammen etablerede en fredelig politisk proces på et tidspunkt, hvor landet var tæt på borgerkrig.

Dermed var organisationerne med til at gøre det muligt for Tunesien at indføre en konstitutionel styreform med fundamentale rettigheder til hele befolkningen.

De fire organisationer er Tunisian General Labour Union, Tunisian Human Rights League, Tunisian Order of Lawyers og Tunisian Confederation of Industry, Trade and Handicrafts.

På forhånd var Angela Merkel, den colombianske præsident, Juan Manuel Santos og lederen af den lokale oprørsgruppe FARC, Timoleón Jiménez, den russiske avis Novaya Gazeta og dens redaktør Dmitry Muratov samt Pave Frans blevet nævnt som nogle af de største favoritter til prisen.

Men det blev altså den mere ubeskrevne tunesiske menneskerettighedsgruppe, som løb med hæderen.

 

Dette års vinder går i fodsporene på en lang række store navne, som gennem årene har fået tildelt fredsprisen.

Sidste år modtog Malala Yousafzai prisen sammen med Kailash Satyarthi, og i de senere år har blandt andre Barack Obama, Kofi Annan, Nelson Mandela og Mikhail Gorbatjov modtaget hæderen.

Kaci Kullmann Five, lederen af den norske nobelkomité, fortæller om udnævnelsen af den tunesiske menneskerettighedsgruppe som årets modtager af Nobels Fredspris. Fold sammen
Læs mere
Foto: NTB SCANPIX.