Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
TUNESIEN: Sikkerhedsmyndighederne i Tunesien har indledt en menneskejagt på medskyldige bag fredagens terrorangreb på badestranden i feriebyen Sousse, hvor 38 turister blev dræbt.
Ifølge Sky News er myndighederne overbevist om, at gerningsmanden, den 24-årige Seifeddine Rezgui, både fik hjælp til at anskaffe sig mordvåbnet og til at transportere sig til Sousse.
»Vi er overbevist om, at andre hjalp til uden direkte at deltage, men indirekte deltog de«, lyder det fra indenrigsministeriets talsmand, Mohamed Ali Aroui.
Myndighederne er helt sikre på, at Seifeddine Rezgui ikke selv er gået ud på markedet og anskaffet sig den Kalashnikov-riffel, som han begik massakren med, og at han har fået hjælp til at komme fra sin hjemby, Gaafour, til Sousse.
Seifeddine Rezgui, som var studerende, beskrives af naboer og familie som en stille og rolig, høflig og ikke synligt religiøs ung mand, skriver Sky News.
Han havde aldrig været uden for Tunesiens grænser, hvilket får myndighederne til at tro, at han er blevet radikaliseret i en lokal moske til at begå sin vanvittige handling. Han var heller ikke på myndighedernes radar.
Seifeddine Rezgui kom ifølge vidner gående langs stranden med en solparasol, som han på et tidspunkt slog ud og trak sit våben frem fra.
Han havde forinden råbt til tunesiske turister, at de skulle komme væk, hvorefter han begyndte at skyde løs mod udlændinge på solstole og i vandet. Han tog sig også tid til at skifte magasiner på sin Kalashnikov, når de løb tom, inden det lykkedes en tunesisk sikkerhedsvagt at skyde og dræbe ham.
Ved undersøgelserne af gerningsstedet blev hans mobiltelefon fundet i vandet, og den afslørede, at Seifeddine Rezgui havde ringet til sin far, umiddelbart inden han begik sin terrorhandling.
Hans far samt tre medstuderende blev kort efter anholdt og ført til afhøring i hovedstaden Tunis, men løsladt efter endt afhøring.
Faderen sagde ved den lejlighed, at han skammede sig over sin søn.