Tunesien indfører dødsstraf for terrorisme

Efter terrorangrebene på stranden i Sousse og på Bardo museet i Tunis har det tunesiske parlament lørdag vedtaget lovgivning, der åbner for dødsstraf til terrordømte.

Næstformand for det tunesiske parlament Abdelfattah Mouro (i midten) taler med delegerede under den maratonlange debat om ny terrorlovgivning. Fold sammen
Læs mere
Foto: FETHI BELAID
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TUNESIEN: Et stort flertal i det tunesiske parlament har lørdag givet grønt lys til at idømme terrorister dødsstraf, skriver Reuters.

Lovgivningen kommer i kølvandet på flere terrorangreb - senest 26. juni, hvor en mand åbnede ild på en turiststrand i Sousse. 39 personer blev dræbt, hvoraf de fleste var britiske turister.

I marts dræbte to bevæbnede mænd 21 udenlandske turister og en politimand på Bardo Museum i hovedstaden Tunis. Begge terrorangreb blev udført af Islamisk Stat og frygtes at få fatale konsekvenser for turismen, som er en stor og vigtig del af landets økonomi.

174 tunesiske parlamentsmedlemmer stemte for loven om dødsstraf, nul stemte imod, mens ti undlod at stemme.

Men mens der har været stor enighed om nødvendigheden for at stramme grebet om terroristerne i parlamentet, kritiseres den nye lov af menneskerettighedsforkæmpere.

Human Rights Watch påpeger, at loven også gør det nemmere at anholde mistænkte, hvilket i organisationens optik »vil gøre det muligt at retsforfølge politiske modstandere som terrorister, give dommere alt for vide beføjelser og begrænse advokaternes mulighed for at levere et effektivt forsvar,« lyder kritikken ifølge Reuters.

Udover den nye dødsstraf til terrorister forsøger de tunesiske myndigheder også at bekæmpe terrortruslen ved at opføre en mur på grænsen til Libyen. Terroristen, der i juni dræbte 39 turister på stranden i Sousse, modtog træning af militante i Libyen.