Tunesien befinder sig samme sted som før Det Arabiske Forår

Almindelig lede, frustrationer og retningsløs længsel nærer de tunesiske demonstrationer. For landet befinder sig det samme sted som før revolutionen for syv år siden, vurderer kendt aktivist.

Tunesiske demonstranter på gaderne i Siliana, 130 kilometer syd for hovedstaden Tunis. Fold sammen
Læs mere
Foto: FAOUZI DRIDI

Mindst 773 personer er blevet arresteret for optøjer, hærværk og plyndringer i ugens løb, sagde talsmanden for indenrigsministeriet i Tunesien, oberstløjtnant Khalifa Chibani tidligere på dagen.

De anholdte er efter aftale med anklagemyndigheden fortsat tilbageholdt, hed det ifølge nyhedsbureauet TAP, og ministeriet synes fast besluttet på at håndhæve lov og orden gennem en weekend, der ud over den traditionelle rekruttering efter fredagsbønnen rummer 7-års dagen for afsættelsen af præsident Ben Ali.

Den første demonstrant blev dræbt allerede mandag på den første aften med sammenstød i byen Tebouba 30 kilometer vest for Tunis.

Alligevel bredte den folkelige opstand sig til store dele af Tunesien i løbet af ugen, mens den længe ulmende vrede langsomt udmøntede sig i konkrete slogans: Tuneserne er trætte af stigende leveomkostninger og regeringens sparepolitik, trætte af den manglende udsigt til arbejde og den manglende udsigt i det hele taget.

»Vi vurderer, at 2018 bliver det sidste hårde år for tuneserne,« sagde regeringschefen Youssef Chahad i et forsøg på at dæmpe utilfredsheden.

Men katten var ude af sækken, og demonstrationerne bredte sig til ferieøen Djerba, hvor demonstranter for en god ordens skyld kastede molotov-cocktails mod en jødisk skole. Og de bredte sig til Thala nær den algeriske grænse, til Kasserine og Sidi Bouzid i det fattige bagland. Det sidste stednavn fik hele verden til at spidse ører, for det var i Sidi Bouzid, at grønthandleren Mohamed Bouaziz i slutningen af 2010 uforvarende udløste Det Arabiske Forår, da han satte ild på sig selv i protest mod politiets chikane.

Et statsbudget i laser

Men trods indenrigsministeriets bestræbelser vil der næsten med sikkerhed komme nye sammenstød, for de grundlæggende problemer er uløste i Tunesien. Den helt konkrete årsag til demonstrationerne her og nu er en ny finanslov, der hæver momsen med én procent og øger afgifterne på benzin og forskellige importvarer. Men finansloven afspejler det virkelige og uløste problem: Tunesien mangler penge.

Statsbudgettet er på 36 milliarder dinarer (ca. 90 mia. kroner, red.), men heraf er en tredjedel ufinansieret. Siden revolutionen for syv år siden er statsgælden vokset fra 39 til 69 procent af bruttonationalproduktet. Men det bliver værre endnu, skriver den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung med slet skjult hovedrysten: Næsten halvdelen af statsbudgettet går til lønninger i en grotesk overdimensioneret offentlig sektor, og det dræner landet for kapital til investering i infrastruktur og økonomisk udvikling.

»Vi står nu her syv år efter revolutionen, men har ikke opnået et eneste af dens mål,« sammenfatter advokat og borgerrettighedsaktivist Ayoub Ghedamsi  situationen over for den uafhængige Radio Shems.