Trusler lukker dansk udstilling i Berlin

Dansk kunstudstilling i Berlin lukket efter trusler fra muslimer, der føler sig krænket over en plakat med kabaen, den islamiske centralhelligdom i Mekka.

Foto: surrend.org

En udstilling i Berlin med satirisk-politiske karikaturtegninger og plakater lavet af den danske kunstnergruppe Surrend er blevet lukket af sikkerhedsgrunde.

Ifølge Kunstforeningen Tiergarten forårsagede "opbragte muslimer" tirsdag forstyrrelser på udstillingen, hvor de kom med trusler om vold og krævede, at en af de 21 plakater blev fjernet. Genstanden for vreden er en plakat, der viser kabaen, den hellige sten i Mekka. Plakaten har inskriptionen "Dumme Sten".

I udstillingen findes også en plakat med en mand, der bærer en typisk jødisk hovedbeklædning. Den har inskriptionen "Dumme Hue".

Udstillingen blev åbnet fredag af formanden for Berlins Kunstakademi, Klaus Staeck. Han betegner truslen mod den danske udstilling som "fuldstændig uacceptabel".

- Muslimer i Europa må acceptere, at de ikke kan censurere en kunstudstilling i et galleri, siger Kunstforeningen Tiergarten i en pressemeddelelse.

Surrend består af de to danske kunstnere Jan Egesborg og Pia Bertelsen. De var ikke selv til stede, da udstillingen blev invaderet, men
Jan Egesborg føler sig alligevel skræmt af episoden.

- Det er meget ubehageligt. Sådan som jeg har forstået det, var det en flok på 20-30 personer, som opførte sig meget truende overfor personalet. De krævede, at plakaten blev taget ned, fortæller Jan Egesborg til Ritzau.

Ifølge Jan Egesborg er det planen, at udstillingen åbner igen, når sikkerhedssituationen er under kontrol, og arrangørerne kan garantere for personalets sikkerhed.

Udstillingens tema er den nazistiske konspirationsteori zog (Zionist Occupation Government), der går ud på, at zionisterne styrer alle ting fra politik til økonomi. På udstillingen er der to plakater, der har relation til den muslimske verden.

- Zog er jo en teori, som også er meget levende i den arabiske verden, men i udstillingen fylder satirer overfor den arabiske verden næsten ingenting, siger Jan Egesborg. Han er helt bevidst om, at Surrends satire kan virke både stødende og sårende på andre mennesker.

- Vi lægger ikke skjul på, at der er tale om "hårdtslående satire". Det er vores varemærke, og vi har ikke tænkt os at stoppe, siger Jan Egesborg, som mener, at demokratiet i Europa i øjeblikket er ved at blive svækket, fordi flere og flere mennesker og ikke mindst kunstnere ikke længere tør ytre sig frit i forhold til islam.

- Det må ikke være sådan, at en gruppe arrige, højtråbende og truende mennesker skal have lov til at gennemtrumfe censur, sådan som Tyskland oplevede det i 1930'erne, hvor nazisterne gik på gaden og skræmte folk. Det må ikke ske igen, siger Jan Egesborg, der ser klare paralleller mellem nazisternes og de ekstreme muslimers fremfærd.

- Nazisterne var de stærkeste i gaderne og skræmte al modstand væk. Det er det samme, de radikale muslimske grupper forsøger, siger han.

Fredag åbner Surrend en ny udstilling i den østrigske hovedstad Wien sammen med en gruppe andre hårdtslående karikaturtegnere.

Udstillingens titel er: Intet er helligt.

- I et demokratisk samfund burde alt være til debat. Et demokrati er kendetegnet ved diskussion og satire. Muslimerne er nødt til at acceptere, at de bor i et Europa, som i mange år kæmpede for at blive til oplyste demokratier, siger Jan Egesborg.

/ritzau/