Det står efterhånden klart, at Demokraterne har sikret sig flertal i begge Kongressens kamre - Repræsentanternes Hus og Senatet.

Det har fået præsident Donald Trump til at varsle, at han vil nedlægge veto mod lovforslag fra Demokraterne, som han betegner som ”vanvittige”.

Ifølge Ben Dorfman, forsker i internationale studier ved Aalborg Universitet, kan resultatet af midtvejsvalget føre til politisk dødvande i USA.

Han forklarer, at uenigheder mellem præsidenten og Kongressen risikerer at blokere for ny lovgivning.

- Det er altid en fordel for en præsident, når vedkommendes parti har flertal i Kongressen.

- En splittet regering mellem Kongressen og Det Hvide Hus betyder ofte, at der vil opstå en form for deadlock (politisk dødvande, red.), siger Ben Dorfman.

Når Kongressen i USA vælger at fremsætte et lovforslag, kan Trump som præsident vælge at nedlægge veto, hvis han ønsker at blokere beslutningen.

Bruger han sin vetoret, bliver lovforslaget sendt tilbage til Kongressen. Her kan vetoet tilsidesættes, hvis to tredjedele af Kongressen stemmer for lovforslaget igen.

Ben Dorfman fremhæver blandt andet årene under Barack Obama som et eksempel på politisk stilstand i USA.

Her gjorde politiske uenigheder mellem præsidenten og Kongressen det vanskeligt at få økonomisk lovgivning vedtaget.

Det betød, at man i højere grad måtte ty til midlertidige nødforanstaltninger for at håndtere økonomiske udfordringer.

- I det amerikanske system har præsidenten en stor magt modsat i parlamentariske systemer som for eksempel i Danmark.

- Det betyder, at der bliver nødt til at være en slags enighed mellem den lovgivende og udøvende magt i USA.

Ifølge Ben Dorfman betyder magtfordelingen, at præsidenten og Kongressen er nødt til at samarbejde for at få gennemført lovgivning.

Donald Trump nedlagde sit første veto i 2019 under sin første præsidentperiode. Her brugte han sin vetoret for at fastholde en nødretstilstand ved grænsen til Mexico.

RITZAU