Trumps udenrigsminister er ikke nogen spejderdreng, når det handler om business

Som udenrigsminister skal Rex Tillerson gøre for USA, hvad han har gjort for ExxonMobil, siger Trump. En udenrigsminister er bare ikke en forretningsmand, men politiker, og kan Tillerson tænke flerdimensionelt?

Foto: Jessica Rinaldi/Reuters Fold sammen
Læs mere

Det er muligt, at vi lever på tærsklen til en teknologisk og økonomisk revolution, og det er muligt, at vi lever i en verden, som snart er en anden.Men Rex Tillerson drømmer om fortiden. Hans verden er funderet i en nostalgi omkring værdierne i midten af sidste århundrede og en tid, hvor det ikke førte til katastrofale klimaforandringer at afbrænde fossile brændstoffer, som Steve Coll skriver i New Yorker om manden, der er Trumps bud på en udenrigsminister.

Og det er værd at bide mærke i, for Coll er formentlig den journalist, der kender Rex Tillerson bedst. Han skrev i 2012 bogen »Private Empire«, som handlede om ExxonMobils private udenrigspolitik, og han fulgte Tillerson nøje og dannede sig et eksakt billede af en mand, der er som det selskab, han har arbejdet for i 41 år: Han har en simpel overbevisning »om skånselsløs kapitalisme og protestantisk tro«. Og det er sigende, at Tillersons yndlingsbog er Ayn Rands simpelkapitalistiske roman »Og verden skælvede« fra 1957.

Hvis Coll har ret, rejser det endnu et spørgsmål om Tillerson som udenrigsminister. Allerede nu diskuterer de amerikanske politikere, om hans forkærlighed for Rusland og præsident Putin diskvalificerer ham, men det relativt simple og nostalgiske verdenssyn er også en tanke værd.

For Tillerson ser åbenbart verden som et marked, hvor det er nødvendigt at gøre forretninger med folk, som man kan tjene penge på – uanset om man kan lide dem eller ej. Han har gjort forretninger i 50 forskellige lande, og mange af dem er lande uden for bekvemmelighedssfæren, fra Yemen til Tchad, fra Rusland til det irakiske Kurdistan, og han har ikke ladet sig hæmme af to afgørende spørgsmål:

For det første: Er det en god idé at støtte for eksempel præsident Idriss Déby i Tchad? Og for det andet: Er det en god idé at foretage for eksempel arktiske boringer?

Spørgsmålene har ikke hæmmet ham, fordi de er politiske, men den slags spørgsmål er i sin kerne hovedforskellen på at være koncern-chef for ExxonMobil og udenrigsminister for USA. Og det er en forskel, som hverken Donald Trump eller Tillerson synes at anerkende.

Trump anbefalede ham for eksempel tirsdag med ordene: »Han har forstået at gøre forretninger i lande, som USA har svært ved at samarbejde med.« Men forklaringen er enkel. Når Tillerson kommer på besøg hos præsident Putin som koncernchef, kommer han for at indgå en 300 mia. dollar stor handel, som begge parter er glade for. Det er endimensionelt. Det er nemt. Men når han kommer på besøg hos præsident Putin som udenrigsminister, kan han godt indgå en handel, som begge bliver glade for, for eksempel en anerkendelse af Krim og – som Tillerson har talt for – et stop for sanktionerne; men udenrigspolitik er netop ikke endimensionel og aldrig nem. Sådan en aftale vil rikochettere gennem Baltikum og Ukraine, gennem Polen og Tyskland, og den vil løse ét problem for USA, men skabe to eller tre nye.

Hvad så?

Som koncernchef har Tillerson ifølge New Yorker haft dette svar på alting: »Jeg gør, hvad er er bedst for mine aktionærer.« Og som udenrigsminister vil han sikkert svare, hvad der er i tråd med hans og Trumps ideologi: »Jeg gør, hvad der er bedst for USA.« Han anerkender Krim og stopper sanktionerne, fordi det er bedst for USA.

Når han siger det, vil amerikansk udenrigspolitik i ordets mindste forstand blive amerikansk, og store Amerika bliver til lille Amerika.