Trumps tønder buldrer mest

USAs præsident Donald Trump langer igen ud efter Iran og sidestiller præstestyret i Teheran med det nordkoreanske diktatur. Men er det tomme trusler, eller har den amerikanske præsident en plan? Og i så fald hvilken?

USAs præsident Donald Trump langer igen ud efter Iran og sidestiller præstestyret i Teheran med det nordkoreanske diktatur. Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN LAMARQUE

Han har sagt det før.

Men bevæger den amerikanske præsident Donald Trump sig også et skridt nærmere reel handling, for hver gang han fordømmer det iranske ayatollahregime fra en offentlig talerstol?

I sin tale i FNs generalforsamling beskyldte USAs præsident Donald Trump i denne uge endnu engang det iranske ayatollahregime for at støtte terror. Han placerede Iran side om side med Nordkorea på den internationale hylde for slyngelstater, og antydede, at Iran fører det internationale samfund bag lyset ved at dække over detaljer i sit atomprogram.

»Vi kan ikke lade et morderisk regime fortsætte disse destabiliserende aktiviteter, mens det bygger farlige missiler, og vi kan ikke overholde en aftale, hvis den dækker over opførelse af et atomprogram,« sagde Donald Trump.
Donald Trump omtaler stadig atomaftalen med Iran fra 2015 som en “historisk fejltagelse” og han stoler ikke på, at Iran vil overholde den. Men hans ord »vi kan ikke lade« og »vi kan ikke overholde« er det hidtil tætteste Donald Trump er kommet på amerikansk handling over for Iran.

Det spørgsmål ingen kender svaret på endnu, er om Trump tror han kan true sig til, at Iran ændrer kurs, eller om han har tænkt sig at forsøge at presse Iran til fuld åbenhed om sit atomprojekt, og til at stoppe støtten til Hizbollah og en række andre organisationer, der har plads på USAs terrorliste.

Hvis Donald Trump vælger at sætte handling bag sine ord, har han tre muligheder. Ingen af dem er lette løsninger.

Den første er at få ændret eller annulleret den atomaftale USAs tidligere præsident Barack Obama underskrev med Iran sammen med Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland.

Med krav om at få aftalen ændret står Donald Trump alene. Ingen af de andre underskrivende parter ønsker at pille ved aftalen på nuværende tidspunkt, og USA vil have verden imod sig, hvis man underminerer atomaftalen med Iran.

Det eneste, der muligvis kan overbevise de andre lande om nødvendigheden i at ændre aftalens karakter eller få den annulleret, er entydige amerikanske beviser på, at Iran stadig har et hemmeligt militært atomprogram, som FNs særlige observatører ikke har adgang til.

Både Israel og USA antyder, at dette er tilfældet, og Israel har, ifølge dagbladet Haaretz, indsendt en klage til FNs atomagentur IAEA.
Hvis USA er i stand til at føre bevis for, at Iran angiveligt ikke overholder sin del af aftalen, kan Donald Trump skrue tiden tilbage til de dage, hvor Iran var underlagt hårde sanktioner.

Men sanktionerne stoppede ikke det iranske atomprogram dengang, på samme måde som de ikke har forhindret Nordkorea i at udvikle sit atomprojekt. Og det er derfor stærkt tvivlsomt, at Iran vil lade sig påvirke, hvis USA står i spidsen for nye sanktioner.

Derfor har Donald Trumps to resterende muligheder over for Iran en militær karakter.

Den ene mulighed for at lægge pres på Iran, er at gå efter Irans stedfortrædere i Syrien. De organisationer, der har hjulpet Iran med at bevare præsident Bashar al-Assads regime ved magten og hermed styrke Irans regionale position.
USA er allerede en del af krigen i Syrien i sin kamp mod Islamisk Stat og via sin støtte til de kurdisk anførte demokratiske styrker. En amerikansk offensiv mod Irans interesser i Syrien er mulig og USA vil være i stand til at høste forståelse for at ramme Hizbollah og andre iranske stedfortrædere hos en række regionale og vestlige lande. Men Rusland, der har erklæret Iran for sin vigtigste strategiske partner i regionen, og som har brugt enorme summer på at holde Assad ved magten i tæt samarbejde med Iran, vil modsætte sig enhver amerikansk offensiv af en sådan art.

Hertil kommer, at en amerikansk offensiv mod Irans interesser i Syrien ikke garanterer, at Iran vil efterleve USAs krav.

Den anden af USAs militære muligheder er, at ramme Irans depoter med langdistancemissiler, og de dele af det iranske atomprojekt, som man mener tjener militære formål. USA er i stand til at udføre sådan et angreb, og det vil sende Iran ti år tilbage i tiden, hvad angår atomprojekt og missilproduktion. Men sådan et amerikansk angreb er en krigserklæring, der kan resultere i iranske gengældelsesangreb mod amerikanske militærbaser i regionen. Og i løbet af kort tid kan Donald Trump stå over for et militært eventyr, der får George W. Bushs invasion af Irak til at ligne en picnic. For selvom Donald Trump har ret når han siger, at mange iranere er undertrykte af ayatollaherne, og at de gerne ser regimet afviklet, skal han tage med i overvejelserne, at det iranske regime i modsætning til Saddam Hussains Irak, både er vellidt og har trofaste støtter i Libanon, Syrien og Irak.

Måske er det netop de uoverskuelige aspekter i USAs muligheder over for Iran, der gør, at præsident Donald Trump, indtil videre begrænser sig til at angribe præstestyret verbalt.