Trumps teleprompter-operatør mistænkes for at oddse på taler
En mand, der siden 2016 har styret Trumps teleprompter, er blevet hjemsendt, siger Det Hvide Hus' talskvinde.

En mand, der siden 2016 har styret Trumps teleprompter, er blevet hjemsendt, siger Det Hvide Hus' talskvinde.

USA's præsident Donald Trumps teleprompter-operatør er sendt på ubetalt orlov, efter at han er blevet beskyldt for at tjene penge på at spille på, hvad præsidenten vil sige i sine taler.
Det siger Karoline Leavitt, der er talskvinde for præsidenten, på en briefing i Det Hvide Hus torsdag.
Hun tilføjer, at hun har talt med Trump om sagen.
- Han mener, at det er meget uheldigt og ærlig talt en skændsel, siger Leavitt.
Det amerikanske medie ABC News har torsdag skrevet, at manden, der siden 2016 har styret Trumps teleprompter, når han holder taler, menes at have tjent over 100.000 dollar på at spille på indholdet af Trumps taler på bettingsiden Kalshi.
Det har efterforskere fra USA's Commodity Futures Trading Commission (CFTC) fundet ud af, siger kilder til ABC News.
CFTC er en føderal myndighed, der overvåger de amerikanske markeder og arbejder med at bekæmpe markedsmanipulation.
Ifølge ABC News' kilder var det Kalshi, der kontaktede CFTC på grund af mistænkelig aktivitet på den del af platformen, hvor man kan spille på, hvilke ord, sætninger og emner, der nævnes i officielle taler.
Mediet skriver, at operatøren forhandler om et forlig.
Ifølge kilderne skal operatøren havde lavet væddemål om Trumps såkaldte "State of the Union"-tale i år, som er en tale, hvor præsidenten beretter om landets tilstand.
Derudover skal han også have lavet 12 væddemål over en periode på tre måneder. Blandt de andre taler er Trumps tale på World Economic Forums møde i Davos i Schweiz i januar.
Det var på den tale, at Trump sagde, at han ikke ville bruge magt til at få kontrol med Grønland, og at han ville søge forhandlinger for at drøfte en mulig amerikansk overtagelse af Grønland.
Teleprompter-operatøren er ifølge ABC News ofte den sidste til at se Trumps taler, inden de bliver holdt.
Præsidenten er dog kendt for ofte at afvige fra det, der står på teleprompteren, hvilket han også selv har erkendt.
- Du ved, når man går derop, tager man en stor chance. Især mig, fordi jeg afviger fra teleprompteren omkring 80 procent af tiden. Men er det ikke rart at have en præsident, der kan afvige fra teleprompteren?, sagde han i januar i en tale til Detroit Economic Club.
Også den tale menes teleprompter-operatøren at have oddset på, skriver ABC News.
Natten til fredag dansk tid skal Trump holde en tale til nationen.
Her vil en anden styre teleprompteren, siger Karoline Leavitt.
RITZAU