Trumps svigersøn og ekskampagnechef skal vidne i Rusland-sag

En efterretningskomité vil afhøre 20 personer om mulig russisk indblanding i præsidentvalget i USA sidste år.

Jared Kushner og dennes hustru Ivanka Trump. Kushner skal afhøres i forbindelse med undersøgelsen af mulige, illegale forbindelser fra Præsident Donald Trumps stab til Rusland. Fold sammen
Læs mere
Foto: MANDEL NGAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Senatets efterretningskomité vil afhøre mindst 20 personer i Kongressens undersøgelse af eventuel russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg sidste år.

Det oplyser komitéens formand, republikaneren Richard Burr, på et pressemøde onsdag ifølge CNN.

- Det her er en af de største undersøgelser, the Hill (Kongressen, red.) har set i min tid her, siger Burr, der har siddet i Senatet siden 2005 og i Repræsentanternes Hus siden 1995.

Richard Burr og næstformand i efterretningskomitéen Mark Warner fortæller, at de indtil videre har anmodet 20 personer om at lade sig afhøre af komitéen i Senatet.

Samtidig siger de, at de er glade for, at præsident Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, og tidligere kampagnechef Paul Manafort frivilligt har indvilget i at vidne for komitéen.

Paul Manafort har tidligere været rådgiver for Viktor Janukovitj, den Rusland-venlige tidligere præsident i Ukraine.

Jared Kushner er en af Trumps nære rådgivere og var det også under valgkampen forud for præsidentvalget. Han er gift med Trumps datter Ivanka.

Når Kushner bliver udspurgt af komitéen, vil han være den hidtil nærmeste af præsidentens rådgivere, der udspørges om kontakten til Rusland.

Komitéen ventes ifølge nyhedsbureauet Reuters at spørge Kushner til to møder med Ruslands ambassadør, Sergej Kisljak. Møderne fandt sted i Trump Tower i New York i december.

Blandt dem, som komitéen også skal tale med, er Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, der blev fyret, fordi han havde givet forkerte oplysninger om sin kontakt til Ruslands ambassadør i USA.

Efterretningskomitéen vil holde sin første offentlige høring torsdag.