Trumps Sverige-bemærkning gjorde en bibliotekar til dagens helt

Da Donald Trump nævnte Sverige i en tale, gik internettet amok. For det terrorangreb, som præsidenten tilsyneladende refererede til, kendte ingen til – og så måtte en svensk bibliotekar rede trådene ud.

Foto: CARLOS BARRIA.
Læs mere
Fold sammen

Når man er præsident i USA, skal man vælge hvert et ord man siger med omhu, hvis man vil undgå misforståelser. Det beviste Donald Trump i lørdag, da han under en tale i Florida nævnte Sverige:

»Vi er nødt til at holde vores land sikkert. Se på, hvad der er sket i Tyskland. Se på, hvad der skete i Sverige i går aftes. Sverige, hvem skulle have troet det? Sverige. De tog et stort antal ind. De har problemer, som de aldrig troede var mulige,« sagde den amerikanske præsident.

Det fik straks både traditionelle og sociale medier til at koge, for ingen andre end Trump havde tilsyneladende hørt om, hvad der skete i Sverige fredag aften. Men der havde i hvert fald ikke været noget terrorangreb, som mange mente Donald Trump antydede. Siden afviste præsidenten dog den udlægning af hans ord og forklarede, at han havde set et program på TV-kanalen Fox News om Sverige.

»Min udtalelse om, hvad der sker i Sverige omhandlede en historie, der blev sendt på Fox News omkring immigranter og Sverige,« skrev Donald Trump på sin Twitterprofil søndag aften amerikansk tid, men inden da havde hans ord allerede gjort en bibliotekar fra Sydsverige til en stjerne på det sociale medie.

Det var nemlig Emma Johansson, en skolebibliotekar fra Borås øst for Göteborg, der er på sygeorlov, der havde ansvaret for Sveriges officielle Twitterprofil, @Sweden, da Trumps udtalelser faldt. Og hun fik travlt med at besvare de mange beskeder og spørgsmål om, hvad der egentlig var sket i Sverige. Som hun i går forklarede BBC:

»Det overraskede mig, da Donald Trump sagde, vi havde haft et angreb… For der var ikke sket noget,« fortæller Emma Johansson, der mandag har givet profilen fra sig. Sveriges officielle Twitterkonto går nemlig på skift blandt svenske borgere eller folk bosat i Sverige.

Bibliotekaren fra Borås var dog ikke den eneste svensker, der kommenterede Trumps udtalelser.

»Sverige? Terrorangreb? Hvad har han røget? Spørgsmål i overflod,« skrev den tidligere svenske statsminister Carl Blindt og linkede til en artikel på det amerikanske medie Huffington Post, der i utvetydige vendinger afviste Trumps ord.

Også hos de traditionelle medier i Sverige har Trumps udtalelser vækket furore og forundring. Store dele af Aftonbladets hjemmeside mandag morgen er således dedikeret til Donald Trumps udsagn om Sverige, ligesom den svenske ambassade i Washington D.C. har bedt om en forklaring.