I et interview med Fox News åbner Donald Trump for, at det amerikanske militær skal indsættes på valgdagen.
Han mener, at det kan blive nødvendigt for militæret at skride ind mod »fjenden indefra«.
Under Fox News-interviewet spurgte værten Maria Bartiromo, om Trump forventede kaos på valgdagen 5. november. Hun opremsede en række mulige trusler: »Udefrakommende agitatorer«, terrorister eller kriminelle migranter.
Trump svarede, at han mener, at det »største problem er fjenden indefra«.
»Vi har nogle meget slemme mennesker. Vi har nogle syge mennesker, radikale galninge fra venstrefløjen,« sagde han.
»Og jeg mener, at de burde være meget nemme at håndtere. Hvis det bliver nødvendigt med Nationalgarden eller – hvis det bliver virkelig nødvendigt – med militæret.«
Senere i interviewet sagde Donald Trump, at »fjenderne indefra« er en større trussel mod USA end »Kina, Rusland og alle de lande«.
Han nævnte blandt andet den demokratiske politiker Adam Schiff – som anførte det første demokratiske forsøg på at stille Trump for en rigsret – som et eksempel på en af disse »fjender indefra«.
Trumps kommentarer om militæret vækker opsigt
Reelt har præsidentkandidaten Donald Trump ingen magt til at bestemme, hvad militæret skal foretage sig på valgdagen.
Hans kommentarer har karakter af tomme trusler.
Alligevel vækker kommentarer opsigt – for de er en del af en række udtalelser, som indikerer, at Donald Trump er parat til at skubbe grænserne for, hvordan en amerikansk præsident kan anvende militæret, hvis han genvinder nøglerne til Det Hvide Hus.
Trump har tidligere sagt, at han vil hjemkalde tusindvis af tropper fra udenlandske udstationeringer og i stedet placere dem på grænsen til Mexico for at stoppe det, han beskriver som en »invasion« af migranter.
Trump har også sagt, at han ønsker at bruge militæret til at deportere millioner af illegale migranter, som opholder sig i USA uden papirer.
Tidligere har han udtalt til Fox News, at han vil fyre »woke« generaler i toppen af militæret, som han er ideologisk uenig med.
Harris-lejren reagerer
Trumps kommentarer om, at militæret skal indsættes på valgdagen, har mødt kritik fra Kamala Harris' lejr.
»Jeg ved, at mange mennesker er blevet vant til Trumps udtalelser over de sidste årtier, men det her burde være chokerende (for amerikanerne, red.),« siger Ian Sams, som er talsperson for Harris' kampagnestab, på det sociale medie X.
»Donald Trump antyder, at hans medamerikanere er større fjender, end vores udenlandske fjender, og han siger, at han vil bruge militæret mod dem,« lyder det fra Sams.