Trumps støtter jubler, mens han tæsker løs på »Skøre Mika« og »Psyko Joe«

Video fra Donald Trump kan ses som en opfordring til at begå vold mod journalister, og som et angreb på demokratiet. Men præsidentens base af vælgere jubler, når han angriber medier.

Arkivfoto: Overfaldet, som den amerikanske præsident ved et vælgermøde i Montana hyldede, skete ved et vælgermøde 24. maj sidste år, da en journalist fra avisen The Guardian stillede spørgsmål om Republikanernes planer for den offentlige sygesikring. I stedet for at svare på spørgsmålene overfaldt politiker Greg Gianforte journalisten, holdt ham i halsgreb og slog ham flere gange. Fold sammen
Læs mere
Foto: YURI GRIPAS

WASHINGTON: Ingen bliver længere overrasket, når Donald Trump omtaler medier som »fake news« - han har gjort det 55 gange på Twitter siden sin indsættelse - men hans eget opslag på Twitter af en video med ham selv, der overfalder en mand med et grafisk CNN-skilt over ansigtet, chokerer bredt i USA.

Optakten til præsidentens vigtige G20-topmøde i Europa i denne uge har i USA været totalt overskygget af debatten om den 28 sekunder lange video, der oprindeligt stammer fra et wrestler-stævne i underholdningsprogrammet »Milliardærernes Slag« fra 2007.

For siden offentliggørelsen af videoen søndag har spørgsmålet været, om Donald Trump nu ikke længere blot angriber den frie presse retorisk, men om han nu også opfordrer og blåstempler vold mod journalister.

Grupper som ´Komitéen for Beskyttelse af Journalister´, som normalt fokuserer på helt andre lande, hvor journalisters friheder er begrænsede, siger, at de er bekymrede for, at Trumps angreb mod medier og journalister rettes direkte fra Det Hvide Hus.

»Målrettede angreb mod individuelle journalister og medier kan virke pirrende på udenforstående og fremme et miljø, hvor yderligere chikane eller endda fysiske angreb kan blive anset for acceptabelt,« siger Courtney Radsch, advokat og direktør for komitéen til New York Times.

Han tilføjer, at Trumps angreb på pressen kan styrke »autokratiske ledere verden rundt«, som undertrykker den frie presse for at fastholde og udvide deres magtbastion.

Højlydt kritik af præsidenten kommer også fra hans eget parti, hvor mange har fået nok af præsidentens tilbagevendende kritik af den frie presse.

»Der er en vigtig sondring at trække mellem dårlige historier og en møgagtig dækning, og den ret borgerne har til at få viden, så de kan diskutere,« siger Ben Sasse, republikansk senator, til CCN.

Han anklager præsidenten for at bruge »mistillid som et våben« mod nyhedsorganisationer.

I forvejen har medieadvokater påpeget det problematiske i et voksende antal angreb mod journalister.

Herunder en meget højt profileret sag for nylig, hvor republikaneren Greg Gianforte under sin kampagne for at blive valgt til Repræsentanternes Hus blev anklaget for såkaldt »body slamming« over for journalisten Ben Jacobs fra The Guardian.

Journalisten spurgte ham under et pressemøde til partiets plan om at erstatte Obamacare med en ny sundhedslov, men Greg Gianforte blev så rasende over de nærgående spørgsmål, at han kastede sig over journalisten med hele sin vægt, hvorved han fik smadret sine briller.

Trods volden blev Greg Gianforte valgt til Kongressen den næste dag ved suppleringsvalget.

Godt to uger senere, den 12. juni, blev han idømt 180 dages betinget fængsel for vold, 40 timers samfundstjeneste og 20 timers undervisning i at styre sit temperament.

Han har også lovet at donere 50.000 dollar til ´Komitéen for Beskyttelse af Journalister´, og han har undskyldt mange gange over for journalisten.

Undskyldninger skal man dog ikke forvente fra præsidenten over videoen og hans fortsatte byge af angreb mod særligt CNN, New York Times og Washington Post for blot at levere »falske« nyheder.

Mandag, 24 timer efter publiceringen af videoen, angreb han på Twitter på ny medier for »fake news«, og han gjorde også klart, hvad han blandt andet er utilfreds med i forhold til mediernes dækning:

»På et eller andet tidspunkt vil 'fake news' blive tvunget til at diskutere vores fantastiske jobtal, vores stærke økonomi, succes mod ISIS, grænsen og meget andet!«

Selv mange af præsidentens egne partifæller peger dog på, at han selv skygger for alt det positive ved konstant at fjerne fokus fra ny lovgivning og egne succeshistorier med sine mange indædte og personlige angreb på Twitter.

For når præsidenten igen og igen løfter sine angreb mod medierne til nye højder, som med videoen søndag, så tager dette - og ikke at USA nu har den laveste arbejdsløshed på 4,3 procent i 16 år - sendefladen.

Men i virkeligheden vinder Trump også på at rette kanonen mod medierne. CNN har netop haft en dårlig sag, hvor tre journalister er fratrådt, efter en forfejlet historie om en af Trumps allierede.

Og da han lørdag talte til støtter ved et stævne for religiøse i Washington, blev han mødt af jubel, da han refererede til CNNs »affaldsjournalistik«:

»De falske medier forsøgte at stoppe vores vej til Det Hvide Hus. Men jeg er præsident, og det er de ikke,« sagde Trump.

Talen blev holdt efter præsidentens flere dage lange offentlige slagsmål med værtsparret Mika Brzezinski og Joe Scarborough fra MSNBC’s morgenshow »Morning Joe«.

På Twitter kaldte Trump dem »Skøre Mika« og »Psyko Joe«, hvorefter han lancerede et meget personligt angreb på Mika Brzezinski.

»Hun blødte meget slemt fra et ansigtsløft,« skrev han usandt om en situation fra tidligere i år, hvor værtsparret besøgte ham i Mar-a-Lago.

Analytikeren Chris Cillizza har i sin politiske blog i The Washington Post tidligere beskrevet, hvorfor Donald Trump i virkeligheden dyrker at angribe pressen. For ifølge Cillizza har Donald Trump forstået noget meget vigtigt:

For Trumps kernevælgere repræsenterer medierne alt det, de hader ved det amerikanske samfund. Fordi de ser journalisterne som en del af den veluddannede elite, der rynker på næsen af dem og ser dem som dumme og uoplyste.

»For folk, der føler, at de ikke er blevet eller bliver hørt i politik (...), er medierne den perfekte syndebuk,« har Chris Cillizza påpeget i sin blog.

Amerikanernes tillid til, at medierne rapporterer korrekt, har over en årrække været støt faldende.

Ifølge Gallup fra 50 procent i 2005 til 32 procent i 2016, og som Chris Cillizza påpeger, formår Trump at udnytte denne tendens, fordi han har en særlig evne til at engagere sine støtter følelsesmæssigt:

»Trump er som en komiker, der konstant raffinerer sine slag. Han ved, at hvis han udvælger en bestemt fyr blandt publikum, så vil resten lade sig rive med, fordi de heller ikke kan lide fyren. Jo mere personlig, han bliver, jo mere elsker de det.«

Og dermed er vi tilbage ved videoen, hvor Trump overfalder manden med et grafisk CNN-skilt over sit ansigt.

Trumps Twitter-video kan ses som en opfordring til at begå vold mod journalister, og som et angreb på demokratiet.

Men hans base af vælgere jubler.

Michael Bjerre er Berlingskes USA-korrespondent i USA.