Allerede inden udgivelsen har John Boltons bog udløst noget efterhånden ganske sjældent i amerikansk politik:
Den har forenet Kongressens demokrater og republikanere i en fordømmelse af præsidentens tidligere sikkerhedsrådgiver.
For hvorfor sagde John Bolton ikke noget tidligere, såfremt han vitterligt var så bekymret for det, præsident Donald Trump angiveligt foretog sig? John Bolton har haft den mulighed, lige siden han i fjor ragede uklar med Donald Trump.

John Bolton kom til at spille en central rolle i Demokraternes rigsretssag mod præsident Trump tidligere i år – selv om han aldrig vidnede i sagen – efter at et kapitel fra hans kommende bog blev lækket.
I kapitlet beskrev John Bolton, hvorledes Donald Trump angiveligt havde forklaret ham, at han ville indefryse militærhjælp for op mod 400 millioner dollar til Ukraine, indtil der blev åbnet korruptionsundersøgelser mod den tidligere amerikanske vicepræsident Joe Biden og dennes søn Hunter.
John Bolton var inden da blevet indkaldt som vidne i Demokraternes forudgående undersøgelse af Ukraine-sagen, men nægtede at stille op – og truede sågar med at sagsøge Demokraterne, hvis de forsøgte at stævne ham.
Da rigsretssagen begyndte i Senatet, afviste et republikansk flertal at indkalde nye vidner i sagen, og sådan kom John Boltons vidneudsagn altså aldrig til at indgå.

Gør han det for pengene?
At John Bolton nu har fået munden på gled i sin kommende bog, »The Room Where It Happened: A White House Memoir«, har derfor fået nogle demokrater til at lange ud efter både Bolton og Trump.
Det gælder blandt andre Adam Schiff, formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus og tidligere hovedanklager for Demokraterne i rigsretssagen mod præsident Trump.
»Boltons personale blev spurgt, om de over for Repræsentanternes Hus ville vidne i forhold til Donald Trumps misbrug, og de gjorde det. De havde meget at tabe og udviste ægte mod,« tweeter Adam Schiff:
»Da Bolton blev spurgt, nægtede han og sagde, at han ville sagsøge (os, red.), såfremt han blev stævnet. I stedet gemte han det til en bog. John Bolton er muligvis forfatter, men han er ingen patriot.«
Elizabeth Warren, der tidligere i år var opstillet som præsidentkandidat ved Demokraternes primærvalg, retter en lignende kritik mod republikanere og topfolk i Donald Trumps administration.
»Der burde ikke skulle en bogkontrakt til, før medlemmer taler ud om de rigsretsværdige brud, som de overværede Trump begå,« skriver hun på Twitter:
»Der er en grund til, at han (Trump, red.) tror, at han er hævet over loven. De, der omgiver ham – fra hans kabinet til republikanere i Kongressen – har ikke formået at holde ham ansvarlig.«
Flere republikanere har været hurtige til at afvise bogens indhold. De beskylder John Bolton for at sælge ud af sin troværdighed til gengæld for den to millioner dollar dyre bogkontrakt, han har forhandlet på plads med forlaget.
Gør han det for hævnen?
»The Room Where It Happened: A White House Memoir« omhandler John Boltons tid som national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump.
De første uddrag af bogen er fyldt med voldsomme og i øvrigt uverificerede anklager mod præsidenten – for eksempel at Donald Trump skulle have bedt Kinas præsident om hjælp til genvalg i 2020 og have lovet Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, hjælp til at lukke en kriminalefterforskning rettet mod et tyrkisk firma i New York.
Josh Hawley, en republikansk senator fra Missouri, anklager John Bolton for at bruge bogen til at hævne sig på sin gamle chef.
»Der er tydeligvis noget fjendskab i forhold til præsidenten,« siger Josh Hawley til CNN:
»Jeg tror blot, at der her er et vist begær efter pressens opmærksomhed. Jeg tror, man skal tage det med et gran salt.«
En lignende besked lyder fra den demokratiske senator Chris Murphy.
»Det undrer os alle, at John Bolton ikke var villig til at fortælle alt dette til Kongressen, men at han er klar til at forklare sig, når han kan tjene penge på det,« siger Chris Murphy til CNN.


