En ny mand skal fra fredag sætte USA's pengepolitiske retning og forsøge at bidrage til en afbalanceret økonomi, mens konflikten i Mellemøsten har skabt stor usikkerhed.

56-årige Kevin Warsh er nemlig blevet taget i ed som USA's nye centralbankchef.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Warsh blev 13. maj bekræftet af Senatet på posten og har lovet at indføre et "regimeskifte" i centralbanken, Fed.

Fredag siger han, at han vil forfølge en "reformorienteret" dagsorden.

Han kommer ind efter en længere periode, hvor USA's præsident, Donald Trump, har udtrykt utilfredshed med Warshs forgænger på posten, Jerome Powell.

Trump har krævet, at Powell sænkede styringsrenten mere. Han har blandt andet kaldt Powell, som han selv var med til at nominere, "idiot". Præsidenten har også sagt, at Powell var "for vred, for dum og for politisk" til at være centralbankchef.

De gentagne angreb har ført til kritik af Trump for at presse centralbankens uafhængighed.

Fredag understreger Trump, at han ønsker, at den nye mand på posten skal være uafhængig.

- Helt ærligt. Jeg mener virkelig dette. Jeg ønsker, at Kevin skal være totalt uafhængig, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP under indsættelsen.

Men straks efter gør Trump det klart, at han har visse forventninger til Warsh, efter at Fed "har mistet kompasset i de seneste år".

- Kevin forstår, at når økonomien blomstrer, så er det en god ting. Vi vil gerne stoppe inflationen, men vi vil ikke stoppe storhed, siger Trump.

Den amerikanske centralbank, Fed, hedder The Federal Reserve og blev skabt i 1913 efter en række krak og kriser i det amerikanske banksystem.

Det er den amerikanske centralbank, der styrer USA's rente og bestemmer, om der skal sendes flere penge ud i systemet, eller om der skal trækkes penge ud af det.

Pengepolitikken skal sikre, at beskæftigelsen er så høj som muligt, samtidig med at priserne udvikler sig stabilt.

Netop den opgave kan dog blive ganske svær for tiden, påpeger økonomer. Energipriserne er steget på grund af krigen i Iran, og samtidig er der svaghedstegn på det amerikanske arbejdsmarked.

Imens er der pres fra præsidenten for en rentesænkning. Cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen påpeger i en skriftlig udtalelse, at inflationen er steget kraftigt de seneste måneder.

- Den høje inflation betyder, at amerikanerne nu oplever faldende realløn. Der er derfor brug for at få tøjlet inflationen, siger Allan Sørensen.

- Kevin Warsh får svært ved at levere rentesænkninger på den korte bane, fortsætter han og understreger, at det ikke vil være populært hos præsidenten, hvis han i stedet hæver renten i år, som nogle forventer.

/ritzau/