Trumps forbud mod transpersoner i militæret erklæres ulovligt
Appeldomstol blokerer for opsigelser af transpersoner i USA's militær, mens juridisk proces udspiller sig.

Appeldomstol blokerer for opsigelser af transpersoner i USA's militær, mens juridisk proces udspiller sig.

En appeldomstol i USA's forbundshovedstad, Washington D.C., er mandag nået frem til, at den amerikanske regerings forbud mod transkønnede personer i militæret er i strid med landets lovgivning.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og Associated Press (AP).
To ud af tre dommere ved appeldomstolen fastslog, at forbuddet var motiveret af "et rent ønske om at skade en politisk upopulær gruppe".
USA's højesteret gav sidste år Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, lov til at håndhæve forbuddet, mens en juridisk proces om forbuddet fortsat udspiller sig.
Det betyder, at Pentagon fortsat kan forhindre optagelsen af transkønnede personer i det amerikanske militær.
Mandagens afgørelse fra appeldomstolen betyder dog, at transkønnede personer, der allerede er ansat i militæret, ikke kan afskediges, mens den juridiske proces udspiller sig, skriver AP.
- Det forekommer os at være en langt større belastning at afslutte en militær karriere end at udskyde starten på en, skriver appeldommer Robert Wilkins, i afgørelsen ifølge Reuters.
Mandagens afgørelse fastholder delvist en lignende afgørelse fra en distriktsdommer i Washington D.C. fra marts 2025.
Dommer Ana Reyes udtalte dengang, at udelukkelse af transkønnede personer fra militærtjeneste sandsynligvis er et brud på den amerikanske forfatnings forbud mod kønsdiskrimination.
Få dage efter at han blev taget i ed i januar 2025, underskrev USA's præsident, Donald Trump, et dekret om udelukkelsen.
I dekretet lyder det, at "vedtagelse af en kønsidentitet, der er uforenelig med et individs køn, er i konflikt med en soldats forpligtelse til en hæderlig, sandfærdig og disciplineret livsstil, selv i det personlige liv".
Tal fra forsvarsministeriet viser ifølge Reuters, at USA's militær har omkring 1,3 millioner aktive soldater.
Fortalere for transkønnedes rettigheder mener, at der er op til 15.000 transkønnede medlemmer af militæret. Embedsmænd har dog sagt, at tallet er lavere.
/ritzau/