Trumps folk er rejst til Nordkorea for at forberede topmøde

Amerikanske embedsmænd er søndag rejst til Nordkorea for at forberede et topmøde. Italiens præsident overvejer midlertidig regering midt i uro. Tusindvis evakueret før sæsonens første storm i Florida. Få overblikket over nattens nyheder fra ind- og udland her.

Foto: BRENDAN SMIALOWSKI, KCNA. Torsdag aflyste den amerikanske præsident Donald Trump sit planlagte møde med Kim Jong-un med en begrundelse om Nordkoreas "åbenlyse fjendtlighed". Efter aflysningen gik der ikke mere end 24 timer, før Trump skiftede holdning.Foto: /Afp photo and Kcna via Kns.
Læs mere
Fold sammen

Trumps folk er i Nordkorea for at forberede topmøde

Amerikanske embedsmænd er søndag rejst ind i Nordkorea for at tale om forberedelserne til et topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un. Det bekræfter den amerikanske præsident på Twitter.

- Vores amerikanske hold er landet i Nordkorea for at forberede topmødet mellem Kim Jong-un og jeg selv.

- Jeg tror på, at Nordkorea har et brillant potentiale og vil blive en stor økonomisk og finansiel nation en dag. Kim Jong-un er enig med mig. Det vil ske!, skriver Trump.

The Washington Post skriver, at USA har indkaldt Sung Kim til at stå i spidsen for forberedelserne af topmødet. Han er USA's tidligere ambassadør i Sydkorea, og han har deltaget i atomforhandlinger med Nordkorea for et årti siden.

Sung Kim har flere højtstående amerikanske embedsmænd med sig, skriver Washington Post.

Delegationen ventes at skulle fokusere på indholdet i det måske kommende topmøde, herunder spørgsmålet om Nordkoreas atomvåbenprogram.

Der har ellers hersket stor usikkerhed om, hvorvidt topmødet overhovedet vil finde sted. Oprindeligt offentliggjorde Trump, at han ville mødes med Kim Jong-un i Singapore 12. juni.

Men torsdag aflyste den amerikanske præsident sit planlagte møde med Kim Jong-un med en begrundelse om Nordkoreas "åbenlyse fjendtlighed".

Efter aflysningen gik der ikke mere end 24 timer, før Trump skiftede holdning. Det skete i et tweet fredag. Her skrev han, at USA havde "meget produktive samtaler med Nordkorea" om alligevel at gennemføre topmødet.

Natten til søndag dansk tid meddelte Trump så, at drøftelserne om et topmøde med Nordkoreas Kim Jong-un den 12. juni forløber "rigtig, rigtig godt".

- Det går fint fremad. Vi kigger på den 12. juni i Singapore. Det har ikke ændret sig, sagde Trump ifølge flere nyhedsbureauer.

Det var anden dag i træk, at den amerikanske præsident talte bekræftende om de ellers omtumlede planer for topmødet.

Lørdag krydsede den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, grænsen mod nord for at mødes med Kim Jong-un og tale om den nordkoreanske leders kommende topmøde med Trump.

/ritzau/

Italiens præsident overvejer midlertidig regering midt i uro

Politisk og konstitutionel tumult efter valget 4. marts i Italien gør, at landets præsident, Sergio Mattarella, nu overvejer at udpege den tidligere chef i Den Internationale Valutafond (IMF) Carlo Cottarelli til at stå i spidsen for en midlertidig regering. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Søndag opgav Giuseppe Conte, der er udpeget til at blive Italiens næste premierminister, at danne regering. Det skete efter et møde hos præsidenten.

Der var på forhånd uenighed mellem Conte og præsidenten om Paolo Savona, som Conte ville have som finansminister.

Savona er modstander af euroen og meget kritisk over for Tyskland.

Præsidenten sagde søndag aften, at Italien ikke kan have en finansminister, der vil ud af euroen. Det vil udløse alarm på finansmarkederne, frygter Mattarella.

Men de to umage partier Femstjernebevægelsen og det højreorienterede Lega, som vil danne koalitionsregering, har trods præsidentens modstand fastholdt Savona.

Legas leder, Matteo Salvini, har tidligere talt om, at der måske skal et nyt valg til, hvis præsidenten ikke accepterer ministrene.

- I et demokrati, hvis vi da stadig er i et demokrati, er der kun en ting at gøre. Lad italienerne afgøre det, sagde han ved et møde blandt sine tilhængere, mens mødet mellem Conte og præsidenten var i gang.

Luigi Di Maio, leder af Femstjernebevægelsen, siger, at Mattarellas afvisning af Savona er "uacceptabel".

- Hvorfor stemme, når det er ratingbureauerne, der bestemmer?, siger han med henvisning til de økonomiske institutioner, der giver landes økonomi karakterer.

Luigi Di Maio mener desuden, at præsidenten bør stilles for en rigsret.

- Først en rigsret, så stemmer vi, sagde Di Maio søndag under et interview med radiokanalen Rai 1 ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

/ritzau/

Tusindvis evakueret før sæsonens første storm i Florida

Tusindvis af indbyggere i den amerikanske delstat Florida blev søndag evakueret, mens den tropiske storm Alberto tog til i styrke og bevægede sig nord på i Den Mexicanske Golf.

Vejrtjenester vurderer, at stormen kan resultere i livstruende oversvømmelser i den sydlige del af Florida.

Klokken 20 lokal tid befandt stormen sig omkring 165 kilometer fra Floridas kyst. Ifølge det amerikanske orkancenter vil stormen ramme kysten i løbet af mandag.

Alberto er den første navngivne Atlanterhavsstorm i 2018. Den bevæger sig mod USA med vindhastigheder på omkring 105 kilometer i timen.

Den ventes at blive ledsaget af 30 centimeter regn, der især vil ramme området fra Mississippi til den vestlige del af delstaten Georgia.

Ifølge det amerikanske orkancenter kan stormen udvikle sig til lokale tornadoer i det centrale og nordlige Florida.

Både USA og De Caribiske Øer blev sidst år ramt af en række dødelige orkaner. Her blev især Texas, Florida og Puerto Rico ramt. Orkanerne resulterede i skader for adskillige milliarder dollar.

Franklin County udstedte søndag tvungen evakuering af samtlige 4200 indbyggere på en øgruppe ud for Floridas kyst.

Derudover er der udstedt en frivillig evakuering af et kystområde i Taylor County i Florida.

Floridas guvernør, Rick Scott, erklærede allerede lørdag undtagelsestilstand i samtlige 67 amter i Florida.

- Hvis der beordres evakueringer i dit lokalsamfund, så undlad at ignorere dem, skrev Rick Scott på Twitter lørdag.

/ritzau/Reuters

Ekspræsident George H.W. Bush er indlagt på hospitalet

Den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush blev søndag indlagt på et hospital i delstaten Maine.

Indlæggelsen skyldes "lavt blodtryk og udmattelse", oplyser talsmand for familien Jim McGrath i et opslag på Twitter.

- Han vil sandsynligvis blive på hospitalet i et par dage til observation. Den tidligere præsident er vågen og opmærksom, skriver Jim McGrath.

Den tidligere præsident, der til dagligt bor i Houston, Texas, tilbringer sine somre i Maine.

Han ankom til Maine for en uge siden, og så sent som i lørdags deltog ekspræsidenten i et morgenmadstræf for veteraner i Maine, skriver CNN.

I slutningen af april var 93-årige George H.W. Bush indlagt i to uger på et hospital i Houston. Dengang blev han behandlet for en infektion, der havde spredt sig til blodet.

Bush lider af en udgave af Parkinsons syge, der kun påvirker hans underkrop. Han sidder derfor i kørestol.

George H.W. Bush er USA's ældste nulevende ekspræsident. Han var præsident i landet i en enkelt periode fra 1989 til 1993.

I 1945 blev han gift med Barbara Bush. Efter en længere periode med sygdom sov hun den 18. april ind i sit hjem i Houston. Hun blev 92 år.

1500 personer mødte ifølge BBC op til bisættelsen af den mest populære førstedame i moderne amerikansk historie

Barbara og George H.W. Bush fik seks børn sammen og var gift i længere tid end noget andet præsidentpar i amerikansk historie.

De er blandt andre forældre til George W. Bush, der var amerikansk præsident i to perioder fra 2001 til 2009, samt den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush.

/ritzau/

Konservativ eks-senator tager første stik ved valg i Colombia

Den konservative kandidat Ivan Duque blev en sikker vinder af første runde af præsidentvalget i Colombia.

Med næsten 98 procent af stemmerne optalt stod den tidligere senator til 39 procent af stemmerne.

Hans modkandidat fra venstrefløjen Gustavo Petro lå langt efter med opbakning fra 25,1 procent af stemmerne.

Ivan Duque, der er åbenmundet kritiker af fredsaftalen, der blev indgået med oprørsgruppen Farc i 2016, var på forhånd udråbt som favorit.

Men da det ikke lykkedes den 41-årige eks-senator at få opbakning fra 50 procent af vælgerne, skal han nu ud i en ny valgrunde mod Gustavo Petro 17. juni.

Søndagens præsidentvalg var det første, siden præsident Juan Manuel Santos i 2016 indgik fredsaftalen med Farc.

Med stor folkelig opbakning til Duque kan valget få store konsekvenser for aftalen.

Duque er gået til valg på løfter om at ændre betingelserne i aftalen. Han har desuden lovet at fængsle tidligere Farc-oprørere for krigsforbrydelser begået i løbet af den mere end 50 år lange væbnede konflikt.

Præsident Juan Manuel Santos er på mange måder blevet ansigtet på den historiske fredsaftale, der afsluttede den mangeårige konflikt.

Aftalen gav ham stor international hæder, tydeligst manifesteret ved at han blev tildelt Nobels fredspris.

Santos er dog udelukket fra et genvalg, da han allerede har siddet på posten i to perioder.

41-årige Duque er medlem af ekspræsident Alvaro Uribes parti, Centro Democrático, og er stærkt kritisk over for aftalen.

Aftalen indebar blandt andet, at Farc blev omdannet til et politisk parti og blev sikret repræsentation i nationalforsamlingen.

Duque har lovet colombianerne at skære i selskabsskatter og støtte landets olieindustri og minedrift.

- Jeg vil regere for alle. Jeg vil regere uden bakspejl og kun kigge på fremtiden for vores land, sagde Ivan Duque, da han afgav sin stemme ved søndagens valg.

/ritzau/Reuters

Hareide dropper Højbjerg og Durmisi i VM-bruttotrup

Pierre-Emile Højbjerg og Riza Durmisi kan kigge langt efter at deltage for Danmark ved VM-slutrunden i Rusland. Det stod klart, da landstræner Åge Hareide sent søndag aften skar i sin bruttotrup.

35 spillere har været udtaget til den, men søndag skar Hareide otte spillere væk, så bruttotruppen i øjeblikket består af 27 spillere.

Både Højbjerg og Durmisi blev altså ofret, og det samme gjaldt for målmanden Jesper Hansen og angriberen Kenneth Zohore.

Også forsvarsspilleren Nicolai Boilesen, midtbanespilleren Mathias Jensen samt Daniel Wass og Robert Skov er siet fra Hareides trup søndag.

Nicklas Bendtner er derimod med, selv om han søndag aften blev skadet i en kamp for sin klub, Rosenborg.

Riza Durmisi har ikke været fast mand på landsholdet i et stykke tid, men Real Betis-spillerne lagde forleden ikke skjul på, at han så sig selv som en del af VM-truppen.

- Jeg er ikke imponeret over de eksperter, eller hvem der udtaler sig. Der er ingen tvivl om, at jeg skal være med, og jeg skal også spille, for jeg har været med hele vejen. Jeg viser altid, at jeg er på, sagde Riza Durmisi.

- Jeg synes ikke selv, at jeg spiller dårlige kampe. Nu skal jeg ikke rose mig selv, da andre kan se det bedre. Men jeg er ligeglad med eksperterne. Jeg vil blive meget, meget overrasket, hvis jeg ikke kommer til Rusland.

Pierre-Emile Højbjerg debuterede på det danske landshold som 18-årig, og han var en fast del af landsholdet under Morten Olsen, der var landstræner før Åge Hareide.

Det seneste halvandet år har Højbjerg dog ikke været inde i varmen hos Åge Hareide, efter at midtbanespilleren også havde en lang periode, hvor han ikke fik spilletid i Southampton.

I april satte Åge Hareide ord på Højbjergs situation på landsholdet under ham som træner. Det skete i et interview med Jyllands-Posten.

- Pierre-Emile Højbjerg fik sine egne tanker om, hvordan man gør tingene, og det var jeg ikke glad for, sagde Åge Hareide ifølge avisen.

Hareide fortalte, at spillerens egenrådighed blandt andet handlede om, hvordan han rent taktisk skulle gribe sin rolle an i kampene. Samtidig nævnte Hareide en episode, hvor Højbjerg viste sin utilfredshed, da han i en landskamp i oktober 2016 blev udskiftet.

- Jeg spurgte ham, hvem han ville demonstrere for, og hvad han ville opnå med det? Er du utilfreds med din holdkammerat, som kommer på banen? Du kan være forbandet på mig, men du skal ikke vise det. Du kan sige det til mig indenfor, sagde Åge Hareide.

Danmark spiller sin første kamp ved VM-slutrunden 16. juni, hvor Peru er modstanderen. Senere venter gruppekampe mod Australien og Frankrig.

VM-slutrunden begynder 14. juni.

/ritzau/