Trumps angreb i natten: Har Rusland forregnet sig?

Syrien: USAs bombardement kom som en overraskelse for russerne. De hånede Trump for mindre end 48 timer siden, da han tegnede en streg i sandet

Foto: FORD WILLIAMS.
Læs mere
Fold sammen

KØBENHAVN: Signalet med det amerikanske angreb mod Syrien er ikke til at tage fejl af. Syriens leder, Bashar al-Assad har overtrådt kridtstregen ved endnu engang at bruge kemiske våben. Og det bliver han straffet for ved det amerikanske angreb på en af Assads militære luftbaser. Og Rusland, som blot 48 timer siden hånede den amerikanske præsident, Donald Trump, ved at tvivle på, at han turde angribe Assad, må nu tænke sig om to gange.

»Dybest set handler det her om, at USA har givet et kraftigt signal til Assad om, at han ikke skal bruge kemiske våben. Jeg tror ikke, at det her nødvendigvis er starten på en større involvering fra amerikansk side i Syrien. Men russerne skal tænke sig alvorligt om, og jeg vil ikke udelukke, at det her militære signal kan blive starten på en diplomatiske forhandlinger også i FN for at få en løsning på konflikten«, siger Henrik Breitenbauch, centerleder for militære studier ved Københavns Universitet.

Det store spørgsmål for sikkerhedspolitiske eksperter er, hvorfor Rusland i det hele taget hånede Trump, efter at han gik ud og klart signalerede et skifte i amerikansk politik og ovenikøbet lod sin FN-ambassadør, Nikki Haley, melde ud, at hvis ikke det internationale samfund handlede som følge af det kemiske angreb, så ville USA tage sagen i egen hånd. Det vurderes til at være en eklatant brøler fra Moskva, fordi man helt tydeligt ikke havde ventet, at Trump ville engangere sig i Syrien med et luftangreb mod Assads styrker. Også fordi det ville vælte den magtbalance i Syrien, som russerne har arbejdet hårdt for at få igennnem - nemlig at holde Assad ved magten. Dermed ville Rusland som den eneste »supermagt« kunne fastholde dets magtposition i det strategisk vigtige land i Mellemøsten.

Rusland har forregnet sig

Rusland har også reageret hårdt på nyheden og forlangt et møde i FNs Sikkerhedsråd og har ovenikøbet meldt ud, at den militære operation er et »angreb« mod et medlem af Sikkerhedsrådet, og at det vil få konsekvenser for den fælles kamp mod international terror og for samarbejdet mellem det amerikanske militær og den vestlige forsvarsalliance NATO. Reaktionen er hård, netop fordi Moskva tilsyneladende ikke kalkulerede med det.

Rusland har tilsyneladende efter otte år med præsident Barack Obama og Moskvas penduldiplomati i Iran og Tyrkiet følt sig alt for sikker på, at USA ikke ville angribe, men at Washington stille og roligt ville acceptere, at Bashar al-Assad var kommet for at blive. Men Moskva har taget grundigt fejl.

Hvis Rusland er gået i tænkeboks, så er der til gengæld grund til at ånde lettet op i to andre mellemøstlige stater. Jordans kong Abdullah har netop afsluttet et besøg i Washington, hvor han ankom på det helt rigtige tidspunkt, hvor Trump havde fået nok af Assad. Kong Abdullah, som er en af de mest drevne statsmænd i Mellemøsten, har nu været på besøg to gange i Det Hvide Hus som den eneste statsleder, og hver gang har Trump ændret kurs. Første gang i forbindelse med de tanker, han havde om at flytte den amerikanske ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem og nu - hævder kilder i Washington - med hensyn til at involvere sig i Syrien.

Abdullah har udtrykt et stærkt ønske om, at Assad trækker sig, men har udadtil været meget forsigtig med at udtale sig alt for kategorisk, fordi Jordan er i en delikat rolle. Abdullah regerer et land bestående af bedouiner, der støtter ham. Men flertallet af indbyggerne i Jordan er enten palæstinensere, der er flygtede fra de mange krige med Israel, eller syriske flygtninge fra borgerkrigen. Så han er i et svært dilemma, omend de færreste er i tvivl om, at Abdullahs hyppige besøg i Washington kun har et eneste formål - at tvinge Trump til at engagere USA mere direkte i Mellemøsten, hvad der også er sket nu.

Angrebet og magtbalancen internationalt

Den anden, der vil hilse angrebet med en vis forventning, er Egypten, hvis præsident  Abdel Fattah al-Sisi netop er blevet modtaget som en ven af USA i Det Hvide Hus - en gestus han ikke opnåede hos præsident Barack Obama, fordi al-Sisi ikke just overholder basale menneskerettigheder. Egypten har et blandet forhold til Assad, men al-Sisi har trods lidt vaklen frem og tilbage også erklæret, at det internationale samfund skal forberede sig på Assads afgang. For selv om Syrien har været en betydelig magtfaktor i Mellemøsten i direkte konkurrence med Egypten, så er Damaskus nu svækket på grund af borgerkrigen. Egypten ønsker trods alt at få normaliseret tilstandene og især at få indæmmet og fjernet Islamisk Stat, der har nydt godt af borgerkrigen.

Men det store spørgsmål er, hvad det amerikanske angreb kommer til at betyde for magtbalancen regionalt og internationalt i det hele taget. Selv om mange eksperter er enige i, at det her er et isoleret angreb, så har Trump signaleret, at USA ikke alene kan tegne en streg i sandet, men også følge op militært hvis nødvendigt. Det får ikke alene Rusland til at tænke sig om, Også på en anden konfliktfront er der folk, der er gået i tænkeboks. Ikke mindst i Kina, som støtter Nordkorea, som USA anser for at være mere farlig end selv konflikten i Syrien. Men foreløbig er en brand tændt internationalt. Og de kommende 48 vil vise, hvad Rusland vil gøre ved det faktum, at der er en ny præsident i Det Hvide Hus.

 

Laes mere