Karoline Leavitt, der forlader jobbet som pressesekretær for Det Hvide Hus, tilslutter sig i stedet en organisation, der støtter præsident Donald Trump.

Det siger hun til journalister om bord på præsidentflyet Air Force One, skriver mediet NBC News.

Den 28-årige Leavitt vender således tilbage til organisationen Maga Inc., som er en såkaldt PAC, hvilket står for "political action committee" - en politisk aktionskomité.

En PAC er en organisation, der kan indsamle ubegrænsede beløb til forskellige politiske aktiviteter.

Ifølge Reuters må de bruge pengene til at påvirke valg gennem eksempelvis reklamer, så længe de ikke koordinerer indsatsen direkte med kandidater og officielle valgkampagner.

Leavitt arbejdede også for Maga Inc. fra 2022 til 2024. Derefter blev hun ansat som del af holdet bag Trumps valgkamp.

Om bord på Air Force One siger hun, at hun med sin familie fortsat vil opholde sig i Washington D.C.

- I vil stadig se mig hele tiden, lyder det til journalisterne.

Maga står for Make America Great Again. Det har længe været et kendt Trump-slogan.

Ifølge NBC News var Leavitt talsperson for Maga Inc. under den første ansættelse. Det står ifølge mediet ikke klart, præcist hvad hendes rolle bliver, når hun vender tilbage.

Pressesekretæren meddelte 12. august, at hun forlader jobbet som talskvinde i Det Hvide Hus. Hun har haft posten i 18 måneder og blev i maj mor til sit andet barn.

Hun sagde om sin beslutning, at hun ikke kan være den bedst mulige mor for sine børn, når hun samtidig skal bruge "den konstante tid, energi og opmærksomhed", som jobbet som pressesekretær kræver.

Leavitt er den yngste pressesekretær i Det Hvide Hus nogensinde.

Trump bliver af journalister fredag adspurgt til, hvem der skal afløse Leavitt.

Præsidenten har "aldrig fået så mange jobansøgninger", lyder svaret.

RITZAU