Trump viste en usædvanlig video på pressemøde: Så begyndte en ophedet debat med journalisterne

Præsident Donald Trumps daglige pressemøde udviklede sig natten til tirsdag til en ophedet diskussion mellem præsidenten på den ene side, og de journalister, der var mødt op for at stille ham spørgsmål, på den anden. Han beskyldes for at vise en kampagnevideo.

Præsident Trumps daglige pressemøde udviklede sig mandag til en ophedet diskussion mellem præsidenten og de fremmødte journalister. Det er et eksempel på, hvordan coronakrisen også har ramt præsidentvalgkampen. MANDEL NGAN

Natten til tirsdag dansk tid skete der noget usædvanligt på præsident Donald Trumps daglige pressemøde. Da han viste en video, der skulle vise »den succes, USA har« i kampen mod coronavirus, valgte flere nyhedskanaler at stoppe deres livesending fra pressemødet.

Det var ikke en informativ video, lød den øjeblikkelige kritik. Det var »propaganda«, skrev CNN og MSNBC. The Guardian kaldte det for »en kampagneagtig video«. Sådan bliver den også beskrevet af Fox News, hvis nyhedsklip ellers er brugt flittigt i videoen.

Mens præsident Trump igen og igen er blevet beskyldt for at have undervurderet coronatruslen og grebet for sent ind mod virussen, skulle videoen vise det modsatte:

Allerede i slutningen af januar vedtog han nemlig et indrejseforbud mod kinesere, inden en eneste amerikaner var død af covid-19, siger han. Det er bevis på, at præsidenten greb tidligt ind, forklarede han.

»Da jeg tog handling, blev jeg kaldt xenofobisk og andre ting af demokrater og medier,« fortalte præsidenten yderligere ifølge Fox News.

Det fik efterfølgende flere journalister til at spørge præsidenten om, hvad han gjorde for at inddæmme virussen i februar, indtil han i marts vedtog et indrejseforbud mod europæere og senere anbefalede amerikanerne at holde afstand fra hinanden.

Det svarede præsidenten ikke på.

Herfra udviklede pressemødet sig til en ophedet debat mellem journalister og præsidenten. Donald Trump sagde blandt andet, at det var op til ham – og kun ham – hvordan og hvornår landet skal genåbnes.

Men det konservative National Review har efter pressemødet gjort det klart, at det ikke passer. Ifølge forfatningen er det faktisk op til staternes guvernører, om de vil genåbne staterne. Det var flere journalister ved pressemødet også hurtige til at pointere.

Selv om det kan føles, som om den amerikanske valgkamp er sat på pause, er skænderiet mellem præsidenten og journalisterne et eksempel på, hvordan den faktisk er i fuld gang, skriver det amerikanske webmedie FiveThirtyEight, som blandt andet samler vægtede gennemsnit af landets meningsmålinger.

Både regeringen og Kongressen kæmper hårdt for at håndtere den krise, der har ramt landet. Men der er ingen tvivl om, at krisen også kan få indflydelse på det kommende valg – og derfor er den hurtigt blevet politiseret.

Ifølge FiveThirtyEight kan krisen få to udfald:

Hvis Demokraterne succesfuldt kan overbevise amerikanerne om, at det er præsident Trumps skyld, at USA er et af de lande i verden, som coronavirussen har ramt hårdest, kommer Joe Biden til at vinde valget i november.

Men hvis det lykkes Trump at overbevise folk om, at han har afværget det værste af krisen, kommer han til at vinde.

Demokraterne har været hurtige til at placere al ansvaret hos præsident Trump og har flere gange angrebet ham for at undervurdere virussen i begyndelsen af udbruddet. Han sammenlignede den flere gange med en »influenza«, som på magisk vis en dag vil forsvinde.

Præsident Trump omtaler imidlertid ofte virussen som »den kinesiske virus« og beskylder både Kina, de amerikanske medier og nogle af USAs guvernører for at håndtere krisen dårligt.

USA har registreret 1.535 coronarelaterede dødsfald i løbet af de seneste 24 timer. Det viser tal fra Johns Hopkins University tirsdag morgen dansk tid.

Tallet er gjort op fra klokken 05.00 mandag til klokken 05.00 tirsdag dansk tid. I den tilsvarende periode i det forrige døgn var der 1.469 dødsfald. Dermed er der sket en stigning på 4,5 procent.

Samlet er 23.608 døde i USA, mens antallet af smittede tirsdag morgen lyder på 581.918. Det er knap 25.000 flere end mandag morgen. Der regnes dog med et stort mørketal.

Mere end 43.900 af de smittede er meldt raske igen.

USA er det land i verden, der har registreret flest smittetilfælde og dødsfald under coronapandemien.