Trump vil presse Kina til at få styr på Kim Jong-un

Nordkoreansk missilaffyring kort tid efter Donald Trumps indsættelse er ikke overraskende ifølge kilde.

Washington D.C.. Donald Trump administration vil presse Kina til at gøre mere for at holde styr på Nordkorea, som søndag har prøveaffyret et ballistisk missil.

Det siger en kilde tæt på den amerikanske præsident til nyhedsbureauet Reuters.

Det kommer ikke bag på Trumps folk, at affyringen sker få uger efter republikanerens indtog i Det Hvide hus. Man har således forventet en "provokation" fra Nordkorea.

- Det var ikke overraskende. Nordkoreas leder kan lide at tiltrække sig opmærksomhed på tidspunkter som dette, siger kilden.

Kina har endnu ikke kommenteret prøveaffyringen, som endte med, at missilet styrtede ned i Det Japanske Hav cirka 500 kilometer fra den nordkoreanske østkyst.

Kina er Nordkoreas eneste allierede af betydning på den globale politiske scene, men styret i Beijing har tidligere udvist irritation over Nordkoreas prøveaffyringer af missiler.

/ritzau/