Trump vil ikke besøge May hvis briterne protesterer

Donald Trump siger til Theresa May, at han ikke vil besøge Storbritannien, hvis der er offentlige protester.

Arkivfoto. USA's præsident, Donald Trump, har i en telefonsamtale med den britiske premierminister, Theresa May, gjort klart, at han ikke ønsker at tage på statsbesøg til Storbritannien, hvis der er protester fra befolkningen. REUTERS/Jonathan Ernst Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST

USA's præsident, Donald Trump, har i en telefonsamtale med den britiske premierminister, Theresa May, gjort klart, at han ikke ønsker at tage på statsbesøg til Storbritannien, hvis der er protester fra befolkningen.

Det skriver The Guardian.

Derfor er Trumps besøg i Storbritannien sat på standby for en tid, selv om der endnu ikke var sat en dato for besøget.

Allerede syv dage efter at Trump blev indsat som præsident, inviterede Theresa May ellers præsidenten på officielt statsbesøg.

Det skete da den britiske premierminister som den første udenlandske statsleder besøgte den nye præsident i Det Hvide Hus.

På et fælles pressemøde fortalte May, at hun havde inviteret både Trump og hans kone Melania til Storbritannien senere på året. Hun sagde desuden, at det glædede hende, at præsidenten havde accepteret invitationen.

Opkaldet blev ifølge en rådgiver i Downing Street foretaget for nogle uger siden. Ifølge The Guardian fortæller de personer, som var til stede i rummet, at May blev meget overrasket over Trumps udmelding.

/ritzau/