USA's præsident, Donald Trump, vil tilføre det amerikanske militær flere penge og bygge et drømme-militær.
Det skriver præsidenten onsdag på sit sociale medie, Truth Social.
I 2027 ønsker Trump at udvide det militære budget fra 1000 milliarder dollar til 1500 milliarder dollar.
1500 milliarder dollar svarer til 9600 milliarder kroner.
- Det vil gøre det muligt for os at opbygge det "drømme-militær", som vi længe har været berettiget til - og vigtigst af alt, som vil holde os sikre og beskytte os, uanset hvilken fjende vi står overfor, skriver Donald Trump.
Præsidenten forklarer, at den ønskede budgetstigning på 50 procent blandt andet skyldes, at det er problematiske og farlige tider.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil en sådan udvidelse af militærbudgettet kræve en godkendelse fra USA's lovgivende forsamling, Kongressen.
Trumps parti, Republikanerne, har et snævert flertal i begge kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. Ifølge Reuters har hans partifæller ikke vist tegn på at ville protestere mod en sådan forhøjelse af militærbudgettet.
Det militære budget for 2026 er blevet godkendt til 901 milliarder dollar - 5765 milliarder danske kroner.
Ifølge Trump ville det tidligere have været utænkeligt at forhøje USA's militære budget i den størrelsesorden.
Indtjeningen fra den importtold, som USA sidste år begyndte at pålægge varer fra andre lande, har ifølge Donald Trump forbedret USA's økonomi og betyder, at USA kan øge militærbudgettet.
Den seneste uge har USA's militær afsat Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, og tiltalt ham på amerikansk jord.
Det Hvide Hus har i en skriftlig udtalelse desuden sagt, at Trump overvejer at overtage Grønland og ikke vil udelukke brugen af militær magt til formålet.
/ritzau/
