Trump vil begrænse antallet af flygtninge i USA markant

Med et nyt præsidentielt dekret vil USA nedbringe antallet af flygtninge til det laveste niveau nogensinde.

Med et nyt præsidentielt dekret vil Trump beskære antallet af flygtninge, der hvert år kommer til USA, til 18.000 personer. I øjeblikket tillader USA indrejse til 30.000 flygtninge hvert år. Kate Munsch/Reuters Fold sammen
Læs mere

Washington D.C.. Antallet af flygtninge, der fremover får tilladelse til at bosætte sig i USA, vil blive beskåret markant.

Det fremgår af et nyt præsidentielt dekret, som USA's præsident, Donald Trump, har i sinde at underskrive.

Det oplyser Det Hvide Hus i en pressemeddelelse sent torsdag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Med dekretet vil Trump beskære antallet af flygtninge, der hvert år kommer til USA, til 18.000 personer. I øjeblikket tillader USA indrejse til 30.000 flygtninge hvert år.

- Dette forslag bekræfter USA's varige forpligtelse til at hjælpe fordrevne mennesker verden over, mens det samtidig indfrir vores primære ansvar om at beskytte og tjene det amerikanske folk, lyder det i udtalelsen.

Ifølge flere amerikanske medier, herunder tv-stationen CNN, vil det være det laveste antal indrejsetilladelser til flygtninge, siden det moderne flygtningeprogram blev etableret i USA.

Til sammenligning blev der i 2016, hvor Barack Obama var præsident, lukket 110.000 flygtninge ind i landet.

En kilde i Trump-administrationen udtaler ifølge nyhedsbureauet dpa, at det nye flygtningeloft vil give myndighederne mulighed for at fokusere indsatsen mod illegal indvandring ved den sydlige grænse mod Mexico.

Her erklærede Donald Trump tidligere på året en nødretstilstand. Siden har administrationen med flere forskellige greb forsøgt at finde finansiering til at opføre en grænsemur.

Muren og bekæmpelsen af illegal indvandring var en mærkesag for Trump i valgkampen i 2016.

I det nye forslag vil man fortrinsvis give indrejse til mennesker, der flygter på grund af religiøs forfølgelse og irakere, der har hjulpet det amerikanske militær.

Samtidig vil der blive indført et loft på bare 1500 mennesker fra syd- og mellemamerikanske lande.

Af udtalelsen fra Det Hvide Hus fremgår det også, at en delstat kun vil modtage flygtninge, hvis delstatens lovgivende forsamling godkender det - hvilket ifølge Reuters også er et nybrud i forhold til gældende praksis.

/ritzau/