USA's præsident, Donald Trump, fortæller i et nyt interview, at USA kun forhandler delvist med Iran.

- Vi holder det på et lavt blus (we are low-keying it, red.), siger han til mediet Axios.

Meldingen fra den amerikanske præsident kommer i kølvandet på, at den iranske udenrigsminister søndag har afvist, at USA og Iran har gang i egentlige forhandlinger.

De "udveksler beskeder" via mæglere, har udenrigsministeren, Abbas Araghchi, kaldt det.

Lørdag annoncerede Iran en ny liste over krav, der skal opfyldes, før det vil genåbne Hormuzstrædet for skibstrafik.

Det sagde Irans Revolutionsgarde søndag.

Efter de iranske udmeldinger siger præsident Trump, at forhandlingerne er som et spil skak, og at det hele nok skal ordne sig.

Blandt de iranske krav er en ophævelse af den amerikanske flådeblokade og sanktioner mod Iran, en tilbagetrækning af USA's militær fra området omkring Iran, og at der skal betales krigsskadeserstatning til Iran.

Derudover skal indefrosne iranske midler frigives, samtidig med at angreb på Irans allierede i regionen skal stoppes.

Revolutionsgarden sagde søndag, at strategien er at fastholde lukningen af Hormuzstrædet, "indtil fjenden accepterer alle vores betingelser".

Hormuzstrædet er en af verdens vigtigste handelsruter, og omkring en femtedel af verdens olie og gas blev tidligere transporteret gennem det smalle stræde, som ligger mellem Iran og Oman.

Imens der stilles krav til USA, er Iran tæt på at indgå en aftale med netop Oman om gennemsejling og drift af den vigtige vandvej.

Det har den iranske udenrigsminister udtalt.

Aftalen med Oman handler om en ny rute gennem strædet. Men en egentlig åbning af strædet handler om andre forhold, lød det søndag fra den iranske udenrigsminister.

USA og Iran blev i midten af juni enige om et forståelsespapir, som forpligtede de to lande til at forhandle om en endelig fredsaftale, og til at der skulle åbnes for trafikken i Hormuzstrædet.

Men den aftale er kollapset, og angreb på skibe fortsætter i strædet. Lørdag blev Iran af De Forenede Arabiske Emirater beskyldt for et nyt angreb på et olieskib.

RITZAU