Trump ventes officielt at trække sig fra rakettraktak

Analytikere frygter, at det vil resultere i et våbenkapløb, hvis USA trækker sig fra våbenaftale med Rusland.

USA ventes fredag at gøre alvor af tidligere udmeldinger og trække sig fra en våbenaftale med Rusland.

Analytikere frygter, at det kan resultere i et nyt våbenkapløb, hvis amerikanerne ender med at stå udenfor aftalen, skriver nyhedsbureauet AP.

Nedrustningsaftalen INF (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) blev indgået i december 1987.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tidligere meddelt, at han vil trække USA ud af aftalen, som følge af en konflikt med Rusland.

Også Nato er bekymret for et nyt russisk missil. Missilet SSC-8, som det hedder, er mobilt, og det kan ifølge Nato ramme europæiske byer »med kort varsel«.

Våbentraktaten var den første aftale, der fjernede en hel våbenklasse fra supermagternes arsenaler.

Den resulterede i, at både atomare og konventionelle ballistiske missiler samt krydsermissiler med en rækkevidde på mellem 500 og 5500 kilometer blev tilintetgjort.

USAs udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde i december, at USA ville give Rusland 60 dage til at overholde aftalen. Ellers ville USA indlevere sin formelle udtrædelse.

Fristen udløber lørdag, men allerede fredag ventes administrationen at meddele, at USA melder sig ud. Pompeo ventes at holde en tale fredag morgen amerikansk tid, men det er endnu uvist, hvad den præcist skal handle om.

Tekniske detaljer vil dog betyde, at selve udtrædelsen først vil finde sted efter seks måneder efter annonceringen. Det skaber en lille chance for, at traktaten kan nå at reddes.

/ritzau/AP