USA's præsident, Donald Trump, skriver på Truth Social, at den amerikanske flåde vil blokere Hormuzstrædet med øjeblikkelig virkning.

Trump skriver, at USA vil blokere for alle skibe, der forsøger at komme ind i eller forlade strædet.

- Med øjeblikkelig virkning vil USA's flåde, den fineste i verden, begynde processen med at blokere alle skibe, der prøver at komme ind i eller forlade Hormuzstrædet, skriver han

Meldingen fra præsidenten kommer efter et 21 timer langt møde mellem Iran og USA i Pakistans hovedstad, Islamabad. Mødet endte, uden at parterne nåede frem til en aftale.

Trump skriver, at der kun er en ting, der tæller i forhold til at nå en aftale med Iran. Nemlig at Iran ikke er villig til at opgive dets atomare ambitioner.

På Truth Social skriver Trump også, at han har instrueret den amerikanske flåde i at lede efter og stoppe ethvert skib i internationalt farvand, der har betalt told til Iran.

- Ingen, der har betalt en ulovlig told, skal have sikker passage på åbent hav, skriver han.

Trump skriver, at lørdagens møde mellem Iran og USA gik godt, og at landene blev enige om det meste, men ikke om det, der vedrører atomvåben.

Præsidenten skriver videre, at Iran har sagt, at der kan være miner i Hormuzstrædet.

- Det er afpresning af verden, skriver Trump med versaler på Truth Social.

USA vil begynde at ødelægge de miner, der er i strædet.

- Enhver iraner, der skyder mod os eller mod fredelige fartøjer, vil blive sprængt i stumper og stykker.

- Iran ved bedre end nogen anden, hvordan man sætter en stopper for denne situation, der allerede har smadret deres land.

Trump skriver, at andre lande vil være involveret i blokaden, der begynder "snart".

/ritzau/