Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at USA sandsynligvis vil komme til at styre Hormuzstrædet.

Det siger Trump mandag i et telefoninterview med Fox News.

- Vi vil beholde strædet, og vi vil sandsynligvis styre det. Vi vil blive strædets vogter. Måske vil vi kalde det strædets skytsengel, og vi bør blive kompenseret for det, siger han.

Netop kontrollen over Hormuzstrædet er den seneste tid blevet et afgørende punkt i krigen mellem USA og Iran.

Omkring en femtedel af verdens eksport af olie og gas passerer normalt i fredstid gennem Hormuzstrædet.

Hormuzstrædet ligger mellem Iran og Oman og forbinder Den Persiske Golf med resten af verdenshavene.

Mandag har Iran ligeledes udtalt sig om strædet. Fra det iranske militærs operative hovedkvarter, Khatam al-Anbiya, lyder det, at Iran ikke vil give tilladelse til, at USA blander sig i styringen af strædet.

Det fremgår af en erklæring fra Khatam al-Anbiya, som iranske medier har offentliggjort, skriver Reuters.

Efter at USA og Israel angreb Iran den 28. februar, blev strædet i praksis lukket for civil skibstrafik på grund af risikoen for angreb, og fordi Revolutionsgarden i Iran ad flere omgange hævdede at have fuld kontrol over strædet.

Ligeledes har USA flere gange meldt ud, at også de blokerer strædet, mens der igen og igen har været modstridende meldinger fra de to parter om, hvorvidt strædet er åbent.

Inden krigen var det gratis for skibe at passere Hormuzstrædet. Men der er nu stor usikkerhed om, hvorvidt Iran vil indføre afgifter i strædet, når en midlertidig aftale med USA udløber eller bliver afløst af en ny.

Noget, som USA kraftigt har modsat sig.

Mandag siger Trump til Fox News, at USA vil beskytte strædet, men at landet skal have penge for det.

- Vi kommer til at beskytte det. Vi vil blive betalt for at beskytte det - rigtig mange penge, siger Trump til Fox News ifølge Reuters.

- Vi kommer til at blive kompenseret for det, for de andre lande er meget velhavende. De er på vores side, og man kan ikke forvente, at vi gør det gratis.

RITZAU