Hormuzstrædet er helt åbent, men den amerikanske flådes blokade rettet mod Iran er stadig gældende.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på Truth Social.

- Hormuzstrædet er fuldstændigt åbent og klar til handel og fri gennemsejling, men flådens blokade vil fortsat være fuldt gældende, alene hvad angår Iran, indtil vores aftale med Iran er 100 procent gennemført, skriver Trump.

Han henviser tilsyneladende til en fredsaftale mellem Iran og USA, som landene har forhandlet om, men som endnu ikke er på plads.

Udmeldingen fra Trump kommer, efter at Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, fredag eftermiddag har skrevet på det sociale medie X, at Hormuzstrædet er åbnet for al kommerciel skibstrafik.

Mandag indledte den amerikanske flåde en blokade, der var rettet mod skibe, som sejler via Hormuzstrædet til og fra iranske havne.

Det er denne blokade, som ifølge Trump vil blive opretholdt.

Ifølge præsidenten er der ikke meget, der udestår, inden en fredsaftale mellem USA og Iran kan indgås.

- Denne proces bør gå meget hurtigt, da de fleste punkter allerede er forhandlet på plads, skriver Trump.

Hormuzstrædet har i store træk været lukket for skibstrafik, siden USA og Israel angreb Iran 28. februar.

Krigen i Iran bredte sig hurtigt til store dele af Mellemøsten, da Iran sendte missiler mod Israel og flere lande på Den Arabiske Halvø.

Hormuzstrædet ligger netop mellem Den Arabiske Halvø og Iran.

Flere europæiske stats- og regeringschefer har fredag eftermiddag holdt møde i den franske hovedstad, Paris, om situationen omkring Hormuzstrædet.

Mødet var ledet af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og blandt deltagerne var Danmarks fungerende statsminister, Mette Frederiksen (S), og den britiske premierminister, Keir Starmer.

På et pressemøde efter mødet siger Emmanuel Macron ifølge det britiske medie BBC, at lukningen af Hormuzstrædet har haft "meget alvorlige konsekvenser for hele planeten og den globale økonomi".

Han byder derfor den seneste udvikling velkommen.

- Diplomatiet bringer os fremad, siger den franske præsident.

Lukningen af Hormuzstrædet har ført til kraftige stigninger i oliepriserne, kursfald på aktiemarkederne og stigende inflation.

/ritzau/