USA har sat store dele af Irans militær ud af spillet, men USA mangler fortsat at håndtere et eller to mål i Iran.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det ene mål er ifølge Trump et formodet atomanlæg ved det iranske bjerg Kuh-e Kolang Gaz La. Bjerget omtales ofte som Pickaxe Mountain.

- Vi har slået deres atomprogram (nuclear, red.) ud. Vi mangler stadig at tage os af et eller to mål, men det kan vi gøre på ti minutter, siger Donald Trump.

- Man kunne for eksempel se på Pickaxe Mountain, og det er man nødt til at tage sig af. Vi kan gøre det hele meget hurtigt.

Donald Trump sagde i begyndelsen af oktober, at der foregår aktivitet omkring Pickaxe Mountain og truede med amerikanske angreb.

Pickaxe Mountain ligger nær Irans svært beskadigede underjordiske atomanlæg i Natanz, som blev angrebet af USA i 2025. Området er stærkt befæstet og rummer to tunnelkomplekser langt under jordens overflade.

Irans regering har ifølge AFP afvist, at der foregår atomrelaterede aktiviteter i området.

Hidtidige forsøg på at løse konflikten, der for alvor blussede op den 28. februar, da USA og Israel angreb Iran, har ikke ført til enighed.

Fredag landede en delegation fra Qatar, der har fungeret som mægler, i Irans hovedstad, Teheran, i et nyt forsøg på at få parterne til at indgå en aftale. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, sagde dog lørdag, at Iran ikke har planer om at genoptage forhandlingerne med USA.

Fra Trump lyder det, at forhandlingerne om en afslutning på konflikten går fint, men han tager dog sine forbehold.

- Som I ved, er de ikke særligt pålidelige, siger Trump ifølge AFP.

Præsidenten har flere gange på det seneste truet Iran med muligheden for nye amerikanske angreb på den anden side af tirsdagens midtvejsvalg i USA.

Skulle det ske, så advarede Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, lørdag ifølge AFP om et "øjeblikkeligt, kraftfuldt og geografisk ubegrænset" modsvar fra Iran.

RITZAU