Trump udnævner konservativ abortmodstander til ny højesteretdommer

Præsident Donald Trump udnævnte lørdag Amy Coney Barrett som ny højesteretsdommer. Hvis nomineringen godkendes af senatet, bliver hun den yngste dommer i højesteretten.

 
Ruth Bader Ginsbergs død efterlader et tomt sæde i USAs højesteret, som skal udfyldes. Donald Trump har en nominering, men demokraterne giver modstand. Redigering: Ida Meesenburg, Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere

»Hun er blevet oplært til det hele sit liv,« fortæller en tidligere kollega på Notre Dame Law School til det amerikanske medie Politico.

Og lørdag skete det så endelig. Den 48-årige dommer Amy Coner Barrett er blevet nomineret til ny højesteretsdommer af præsident Donald Trump.

Hvis senatet godkender præsidentens nominering, bliver hun den yngste dommer i højesteretten og kommer dermed til at have indflydelse på den amerikanske højesteret i mange årtier, da dommerne udpeges for livstid.

Amy Coney Barrett udfylder stort set alle kriterier på de kristne konservative vælgeres ønskeliste. Og da de amerikanske højesteretsdommere kan have stor betydning for, hvordan landets love fortolkes, har præsidents nominering af Amy Coney Barret haft for øje, at den konservative dommer vil kunne trække stemmer fra den amerikanske højrefløj.

Allerede i 2018 var hun en af Trumps spidskandidater, da den tidligere højesteretsdommer Anthony Kennedy skulle erstattes. Donald Trump valgte istedet Brett M. Kavanaugh, men skulle angiveligt have sagt om Amy Coney Barrett: »Jeg gemmer hende til Ginsburg« ifølge mediet Axios.

48-årige Amy Coney Barrett bor i Indiana med sin mand Jesse Barrett. Sammen har de syv børn, hvoraf to af dem er adopteret fra Haiti. Fold sammen
Læs mere
Foto: Matt Cashore/Reuters/Ritzau Scanpix.

Antiabort og våbenlov

Amy Coner Barrett er troende katolik og skrev allerede i sin første artikel i et juridisk tidsskrift om hendes holdning til abort. Her sammenligner hun abort med mord, medlidenhedsdrab og atomkrig – men skriver også, at man som katolsk dommer bør følge loven og ikke sin tro alene. Demokrater har tidligere sat spørgsmålstegn ved dommerens holdning til abort.

Da hun var en af spidskandidaterne i 2018, deltog hun i en høring i USAs senat – og her gav den demokratiske senator Dianne Feinstein udtryk for bekymring om, hvorvidt Amy Coney Barret kan adskille tro og jura.

Derudover er hun modstander af at stramme fortolkningen af forfatningen, der giver den amerikanske befolkning retten til at bære våben.

Den muligt kommende højesteretsdommer er opvokset i en forstad i New Orleans, men bor nu i Indiana sammen med sin mand, Jesse Barrett, en tidligere føderal anklager, der nu arbejder i privat praksis. Sammen har de syv børn, hvoraf to er adopteret fra Haiti.