USA's præsident, Donald Trump, går efter en aftale om en våbenhvile i Ukraine under det kommende møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Og så skal alle spørgsmål om territorie drøftes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ved forhandlingsbordet.

Det sagde Trump på et onlinemøde med Zelenskyj og andre europæiske stats- og regeringsledere onsdag eftermiddag, fortæller Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, efter mødet ifølge Reuters.

- Territoriale anliggender vedrørende Ukraine kan og vil kun blive forhandlet af den ukrainske præsident, siger Macron.

- Det amerikanske ønske er at opnå en våbenhvile, fortsætter han.

Trump har tidligere sagt, at der vil ske en udveksling af territorier mellem Ukraine og Rusland i en aftale om krigen i Ukraine.

Men Zelenskyj har gentagne gang afvist, at Ukraine vil afgive land til Rusland.

På et fælles pressemøde med Tysklands kansler, Friedrich Merz, siger Zelenskyj, at der bør afholdes et møde med både Trump, Putin og Zelenskyj, og at der ikke er nogen reelle forhandlinger uden Ukraine.

Samtidig siger Ukraines præsident, at han håber, at en våbenhvile i krigen med Rusland vil være det primære emne på det kommende topmøde mellem præsidenterne for Rusland og USA.

Men Zelenskyj stoler ikke på Putin.

- Jeg fortalte USA's præsident og alle vores europæiske kolleger, at Putin bluffer, siger Zelenskyj.

- Han forsøger at lægge pres langs hele den ukrainske frontlinje før mødet i Alaska. Rusland forsøger at vise, at det kan besætte alle dele af Ukraine.

Tysklands forbundskansler siger på pressemødet, at Ukraine er forberedt på at diskutere spørgsmål vedrørende territorie, men at en "retlig anerkendelse af russisk besættelse ikke er op til debat".

Merz understreger, at Trump har opbakning fra de europæiske lande, hvis han arbejder for fred i Ukraine.

- Hvis USA nu arbejder for en fred i Ukraine, der værner om europæiske og ukrainske interesser, kan han regne med vores fulde støtte i disse bestræbelser, siger Merz på pressemødet.

Rusland har besat store dele af de østukrainske regioner Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson foruden Krim-halvøen.

Det russiske styre hævder at have annekteret de fem regioner og dermed indlemmet dem i Rusland, hvilket ikke er anerkendt af Ukraine eller Vesten.

Rusland har tidligere krævet, at Krim-halvøen og de østukrainske regioner bliver anerkendt som russiske i en kommende fredsaftale med Ukraine.

Mødet mellem Putin og Trump finder sted fredag. Det afholdes i den amerikanske delstat Alaska. Zelenskyj deltager ikke i mødet.

På onlinemødet onsdag eftermiddag deltog også Natos generalsekretær, Mark Rutte, som kalder det et godt møde.

Bolden ligger nu på Putins banehalvdel i forhandlingerne om Ukraine-krigen, lyder det fra Rutte ifølge Reuters.

/ritzau/