Hvis ikke Iran indgår en aftale med USA eller åbner Hormuzstrædet inden for 48 timer, så vil "helvede bryde løs".
Sådan lyder meldingen fra USA's præsident, Donald Trump, i et opslag på præsidentens sociale medie Truth Social.
- Husker I, da jeg gav Iran ti dage til at indgå en aftale eller åbne Hormuzstrædet? Tiden løber ud. 48 timer før helvede bryder løs, skriver han i opslaget.
Det er ikke første gang, at Trump har truet Iran for at få en aftale på plads med landet.
Den 22. marts gav han ligeledes Iran et ultimatum:
- Hvis ikke Iran, uden trusler, fuldt ud åbner Hormuzstrædet inden for 48 timer fra dette nøjagtige tidspunkt, vil USA ramme og udslette deres forskellige kraftværker begyndende med det største først, lød det fra Trump.
Også dengang kom advarslen i et opslag på Truth Social.
Efterfølgende forlængede Trump deadlinen med ti dage, hvilket er de ti dage, han henviser til i lørdagens opslag på Truth Social.
De ti dage udløber mandag den 6. april klokken 20.00 lokal tid. Det er i Danmark 7. april klokken 02.00.
Fredag skrev The Wall Street Journal, at forhandlinger mellem Iran og USA under ledelse af Pakistan er gået i stå.
Det oplyste unavngivne mæglere til det amerikanske medie.
Ifølge mæglerne havde Iran officielt meddelt dem, at iranske embedsfolk ikke vil mødes med amerikanske embedsfolk i Pakistans hovedstad, Islamabad, i de kommende dage, skrev mediet.
De amerikanske krav er ifølge Iran uacceptable, sagde mæglerne til mediet.
Mæglerne påpegede dog, at både Tyrkiet og Egypten stadig arbejder på at få gang i forhandlingerne og overvejer nye lokationer for eventuelle forhandlinger sammen med nye forslag til forhandlingerne.
En unavngiven kilde oplyste samme dag til det iranske nyhedsbureau Fars, at Iran havde afvist et amerikansk forslag om en 48 timers våbenhvile. Det skrev Reuters.
/ritzau/
