Trump tilbyder pressejob til kampsportsboss
Trump beder UFC-chef tage kampsportsmestre med sig til Det Hvide Hus som forsvar mod "vanvittig venstrefløj".

Trump beder UFC-chef tage kampsportsmestre med sig til Det Hvide Hus som forsvar mod "vanvittig venstrefløj".

USA's præsident, Donald Trump, meddeler, at han har tilbudt det ledige job som pressetalsmand for Det Hvide Hus til Dana White, som er direktør for kampsportsorganisationen Ultimate Fighting Championship (UFC).
- Det glæder mig at kunne meddele, at den store Dana White, en voldsom kæmper og kriger, er blevet tilbudt jobbet som USA's pressesekretær, skriver Trump lørdag på sit sociale medie, Truth Social.
Opslaget er ledsaget af fotos af en række af verdens førende kampsportsudøvere, blandt dem mestre fra Rusland.
- Jeg har bedt om, at han tager nogle assistenter med sig, også selv om nogle af dem ikke er fra vores land.
- Vi har brug for disse folk for at forsvare os mod den vanvittige venstrefløj, skriver præsident Trump.
- Dana, tag venligst jobbet!
UFC, som Dana White er chef for, er verdens største arrangør af stævner inden for kampsportsgrenen MMA.
Posten som talsperson i Det Hvide Hus blev ledig, da Katie Zacharia i midten af oktober forlod jobbet efter få dage.
Tidligere i denne uge indkasserede Trumps parti, Republikanerne, et solidt valgnederlag ved midtvejsvalget. Demokraterne fratog partiet flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet.
I et andet opslag på Truth Social lørdag hævder Trump, at demokratiske politikere "truer en masse mennesker, herunder USA's justitsminister", og at det "er afpresning på højeste niveau".
RITZAU