Trump-støtte tilbyder journalister penge for at rejse til Sverige

En Trump-støtte tilbød at dække journalisters udgifter, hvis de rejste til »Malmøs kriminalitetsplagede migrantforstader«. Tilbuddet kommer på bagkant af Trumps kommentar om Sverige i weekenden.

Foto: 50090 Johan Nilsson / TT.
Læs mere
Fold sammen

»Enhver journalist, der påstår, at Sverige er sikkert: Jeg vil betale for dine rejseomkostninger og indkvartering, hvis du bor i Malmøs kriminalitetsplagede migrantforstader«

Sådan skrev Paul Joseph Watson, redaktør for det alternative medie Infowars, på det sociale medie Twitter natten til tirsdag dansk tid.

Paul Joseph Watsons besked kommer efter en weekend, hvor Donald Trump kom i vælten for tilsyneladende at snakke om et terrorangreb i Sverige, som ingen kendte til. Siden forklarede den amerikanske præsident dog, at han blot henviste til et program på TV-kanalen Fox News, der omhandlede Sverige og følgerne af migranterne og indvandrere.

Men trods de voldsomme scener i Fox-programmet, var mange hurtige til at tage imod Paul Joseph Watsons tilbud. Både traditionelle journalister og mere utraditionelle nyhedsformidlere, som komikeren Al Murray, meldte sig, men i sidste ende valgte Paul Joseph Watson at give pengene til Tim Pool, en uortodoks og meget sociale medier-drevet amerikansk journalist, der bl.a. har lavet ting for NBC, Al Jazeera og TIME.

Det meddelte Watson i et tweet, hvor han vedhæftede et billede af en donation på 2000 dollars til Pools crowdfunding-kampagne.

»Er påstandene om migrationskrise i Sverige sande? Jeg rejser dertil sammen med Emily Molli (foto-/videojournalist) for at undersøge det,« skrev Tim Pool efterfølgende på Twitter. Herefter genudsendte Pool bl.a. et tweet fra en anden bruger, hvor der stod:

»Haha, jeg er vild med, at de konservative prøver at sætte et mærkat på Tim Pool som liberal, mens de liberale forsøger at kalde ham konservativ«.