Trump stempler Robert Muellers undersøgelse som »ulovlig«

Trump langer ud efter Robert Muellers efterforskning af påstået russisk indblanding i valgkampen i 2016.

USA's præsident, Donald Trump, har tidligere kaldt den særlige efterforsker Robert Muellers efterforskning for en heksejagt. Nu kalder han den for en illegal undersøgelse. Mandel Ngan/arkiv/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

USAs præsident, Donald Trump, kalder den særlige efterforsker Robert Muellers efterforskning for en "illegal undersøgelse".

Det siger han i et interview med Bloomberg News.

Mueller leder en efterforskning, der blandt andet skal klarlægge, hvorvidt medlemmer af Trumps kampagnestab samarbejdede med russiske agenter under valgkampen i 2016.

I interviewet siger Trump desuden, at hans justitsminister, Jeff Sessions, ikke har grund til at frygte for sit job. I hvert fald indtil midtvejsvalget i november.

Trump har flere gange kritiseret Sessions, som har erklæret sig inhabil i undersøgelsen af mulig russisk indblanding i valgkampen.

Efter at Sessions har erklæret sig inhabil, er Mueller blevet sat i spidsen for efterforskningen. Trump har blandt andet kaldt efterforskningen for »en heksejagt«.

Under et vælgermøde i Indiana natten til fredag dansk tid antydede Trump, at Muellers efterforskning er ensidig og imod Republikanerne.

Samtidig advarer Trump justitsministeriet såvel som FBI om, at de skal »begynde at gøre deres job og gøre det ordentligt« - ellers »vil jeg gribe ind«, lød det fra Trump.

Striden mellem justitsministeren og Trump blussede op i sidste uge.

Trump sagde, at han kun havde udpeget Sessions på grund af hans loyalitet. Derudover anklagede han Sessions for aldrig at have opnået fuld kontrol over justitsministeriet.

Det fik Sessions til at slå fast, at han tog kontrol med justitsministeriet, den dag han blev taget i ed. Samtidig understregede han, at ministeriet er hævet over politisk påvirkning.

Trump har også flere gange langet ud efter en navngiven embedsmand i justitsministeriet, som han gerne så afskediget.

Embedsmandens familie skal have »hjulpet med at skabe den falske, beskidte og miskrediterede sag«, har Trump sagt med henvisning til Muellers efterforskning.

/ritzau/Reuters