Trump stempler Irans revolutionsgarde som terrorgruppe

For første gang betegner USA formelt en del af et andet lands militær som en terrororganisation.

En iransk soldat går forbi billeder af Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei (øverst t.v.), og den afdøde ayatollah Ruhollah Khomeini (øverst t.h.) i Teheran. (Arkivfoto) Str/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

USA vil sætte den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer.

Det er en »anerkendelse af den realitet«, at den iranske stat støtter terrorisme, og her er revolutionsgarden en aktiv deltager, udtaler præsident Donald Trump i en meddelelse.

»Dette sender en klar besked til Teheran om, at støtte til terrorisme har alvorlige konsekvenser,« lyder det i meddelelsen.

Udenrigsminister Mike Pompeo tilføjer, at Revolutionsgarden vil blive sat på den såkaldte terrorliste om en uge.

Han advarer samtidig alle banker og virksomheder mod at gøre forretninger med specialenheden, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er første gang, at USA formelt stempler en del af et andet lands militær som en terrororganisation.

»Revolutionsgarden er den iranske regerings fremmeste måde at lede og implementere sin globale terrorkampagne,« lyder det i meddelelsen fra Trump og Det Hvide Hus.

Irans øverste sikkerhedsråd svarer igen ved at erklære hele USA's militær som en "terrororganisation".

»Irans øverste nationale sikkerhedsråd har stemplet amerikanske militærstyrker som en terrororganisation,« lyder det på statsligt iransk tv mandag aften.

Det er især Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, og udenrigsminister Mike Pompeo, der har stået bag terrorstemplingen af Revolutionsgarden.

Avisen The Wall Street Journal skrev for nylig, at både efterretningstjenesten CIA og forsvarsministeriet - Pentagon - er skeptiske over for idéen.

Embedsmænd i den amerikanske regering har sagt, at dette seneste skridt yderligere vil isolere Iran og gøre det klart, at USA ikke tolererer Irans støtte til oprørsgrupper og andre, der destabiliserer Mellemøsten.

Kilder i regeringen siger dog også, at det kan få konsekvenser for amerikanere i Mellemøsten og for den amerikanske mellemøstpolitik.

Revolutionsgarden blev oprindeligt dannet efter den islamiske revolution i Iran i 1979. Den har til formål at beskytte præstestyret i landet.

Quds-styrken, som er en del af den magtfulde garde, støtter Irans allierede i Mellemøsten, herunder Syriens præsident, Bashar al-Assad, og Hizbollah-bevægelsen i Libanon.

/ritzau/Reuters