Trump spøger med at fyre minister hvis Obamacare overlever

Sundhedsminister Tom Price bliver fyret, hvis han ikke kan få Obamacare afskaffet, joker USA's præsident.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, talte mandag foran tusindvis af spejdere i West Virginia. Fold sammen
Læs mere
Foto: CARLOS BARRIA

Hvis medlemmerne af Senatet i Washington ikke formår at aflive Barack Obamas sundhedsreform tirsdag, bliver USA's sundhedsminister fyret.

Sådan sagde den amerikanske præsident, Donald Trump, tilsyneladende spøgefuldt, da han mandag talte til tusindvis af spejdere i West Virginia.

»Forhåbentlig skaffer han stemmerne i morgen (tirsdag, red.), så vi kan tage første skridt mod at aflive denne frygtelige Obamacare,« sagde Trump.

Derpå henvendte præsidenten sig til sundhedsminister Tom Price.

»Og du skaffer stemmerne, ikke sandt? Han må hellere skaffe dem. Ellers vil jeg sige: Tom, du er fyret.«

Det lille show fik spejderne til at grine højt, og Donald Trump klappede sin minister på skulderen, som for at markere at det hele var for sjov.

En talskvinde i Det Hvide Hus sagde efterfølgende, at hun også opfattede optrinnet som spøgefuldt.

Indledningsvist havde præsidenten i sin tale sagt: »Hvem fanden gider tale om politik foran spejdere?«

Men Trump gled alligevel hurtigt ind på politiske emner, som han krydrede med lidt spejdersnak.

/ritzau/AP