USA's præsident, Donald Trump, skød torsdag en 32 dage lang valgkamp i gang forud for midtvejsvalget den 3. november.

Kampagnen begyndte i delstaterne Texas og Oklahoma, der gennem historien oftest er blevet vundet af hans parti, Republikanerne.

Det kan også opbygge momentum at lægge ud i sikkert republikansk terræn, før turen går til de mere konkurrenceprægede delstater, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Under en tale på 55 minutter i det nordlige Texas torsdag indrømmede Trump, at han ikke er lykkedes med at sælge sine økonomiske resultater, siden han vendte tilbage til præsidentkontoret i januar 2025.

Vælgernes utilfredshed med hans håndtering af økonomien har skubbet det politiske landkort, og flere tidligere sikre republikanske mandater vurderes at være usikre.

- Vi har de bedste tal for nogen præsident i vort lands historie, og jeg kan simpelthen ikke trænge igennem med budskabet, sagde han.

Målet med valgkampen er at styrke de republikanske kandidaters chancer, når alle medlemmer af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af medlemmerne af Senatet skal vælges.

Præsidenten er ikke selv på valg, men han ønsker at være partiets ansigt udadtil i valgkampen.

Besøgene i de konservative højborge vækker dog bekymring hos visse partifæller.

De frygter, at Republikanerne risikerer at tabe mandater. Nogle kandidater vil måske undgå at lade sig fotografere sammen med partiets upopulære leder, skriver Reuters.

Fredag fortsætter Trump sine vælgermøder i Alabama, der også er en bundsolid konservativ delstat i sydstaterne.

Lørdag rykker præsidenten ind i mere usikkert terræn i Ohio - en delstat, han vandt med 55 procent af stemmerne i 2024, men hvor senatoren Jon Husted nu står over for et yderst tæt genvalg.

Mandag afholder han vælgermøde i Nebraska, hvor Republikanerne ser ud til at stå over for et vanskeligt opgør i både Repræsentanternes Hus og Senatet.

RITZAU