Trump skal torsdag mødes med Putin og Xi i Kina
Talsperson for Det Hvide Hus bekræfter, at trepartsmøde vil finde sted under topmøde i Kina i næste uge.
Talsperson for Det Hvide Hus bekræfter, at trepartsmøde vil finde sted under topmøde i Kina i næste uge.
USA's præsident, Donald Trump, Ruslands præsident, Vladimir Putin og Kinas præsident, Xi Jinping, vil i næste uge afholde et trepartsmøde.
Det oplyser Olivia Wales, som er talsperson for Det Hvide Hus, til journalister, skriver nyhedsbureauet AFP.
Mødet vil finde sted torsdag i Shenzhen i Kina i forbindelse med et topmøde i organisationen Apec.
Apec er en politisk og økonomisk samarbejdsorganisation for lande i Stillehavsområdet og Asien. Den 18. og 19. november mødes ledere fra de 21 stillehavslande i samarbejdet i den sydkinesiske storby.
Præsident Xi sidder her ved bordenden, og det var i forvejen kendt, at Trump og Putin også ville deltage. Om de tre ledere også ville holde et separat topmøde, har dog været uklart.
- Præsidenten har gjort det klart, at han blandt andre emner vil drøfte en reduktion af verdens atomvåbenarsenaler. Præsident Trump mener, at denne spredning er meget farlig, siger Olivia Wales.
RITZAU