Trump skal deltage i sit første Nato-topmøde i maj

Natos nye hovedkvarter bliver indviet, når medlemslandenes stats- og regeringschefer mødes 25. maj.

Arkivfoto. Natos nye hovedkvarter bliver indviet, når medlemslandenes stats- og regeringschefer mødes 25. maj. Fold sammen
Læs mere
Foto: JIM LO SCALZO

I slutningen af maj skal den nyligt tiltrådte præsident i USA, Donald Trump, til Bruxelles, hvor Nato-alliancens næste topmøde finder sted.

Det afholdes 25. maj i Natos nybyggede hovedkvarter i Bruxelles. Det vil være første gang, at den amerikanske præsident deltager i et Nato-topmøde med medlemslandenes stats- og regeringschefer.

»Mødet vil være en vigtig mulighed for Nato-lederne til at beslutte, hvordan vi yderligere kan styrke vores indsats, herunder i kampen mod terrorisme«, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i en pressemeddelelse.

Det forventes, at Trump samme dag vil deltage i et EU-topmøde med EU-præsident Donald Tusk og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. EU-topmødet er endnu ikke formelt programsat.